Fortsæt til indhold
USA

Brandchef: Der er ikke flere at redde

Eftersøgningen af overlevende efter tornado er næsten fuldført. Nu venter en ny, stor udfordring.

Los Angeles

Jagten på overlevende efter mandagens tornadokatastrofe i Oklahoma er ved at være overstået.

Det oplyser Gary Bird, brandchef i Moore i udkanten af Oklahoma City, hvor hele kvarterer blev jævnet med jorden af den dødbringende tornado.

Hele kvarterer blev jævnet med jorden af den dødbringende tornado.

"98 pct. sikker"

Brandchefen siger på et tv-transmitteret pressemøde, at han er ”98 pct. sikker på,” at der ikke er flere overlevende i murbrokkerne.

Siden mandag, hvor 100 indespærrede personer blev reddet ud med livet i behold, er der ikke fundet yderligere overlevende, og alle ødelagte hjem er nu blevet gennemsøgt mindst én gang, lyder meldingen.

Gary Bird slår dog fast, at myndighederne vil gennemsøge alle hjem tre gange, før man indstiller den første del af redningsarbejdet.

Dramatisk video: Tornadoen helt tæt på

Enormt oprydningsarbejde

Han håber på, at gennemsøgningerne kan færdiggøres inden midnat lokal tid, men bestræbelserne belastes af kraftig regn i området.

Myndighederne regner ikke med at finde flere overlevende i ruinerne efter mandagens ødelæggende kæmpetornado.

Når eftersøgningen indstilles, venter imidlertid et helt enormt oprydningsarbejde.

Tornadoen, som har taget livet af mindst 24 mennesker herunder ni børn, har nemlig anrettet skader i milliardklassen.

Murbrokker og pindebrænde

To skoler og et lokalt sundhedscenter er smadret til ukendelighed, og et hav af hjem i byen med 55.000 indbyggere er flået i stykker.

”Mange huse og hjem er simpelthen forsvundet. Der er kun murbrokker og pindebrænde tilbage,” konstaterede Mary Fallin, republikansk guvernør i Oklahoma, tidligere på dagen om byen, der flere steder ligner en krigszone.

”Vi vil genopbygge, og vi vil genvinde vores styrke,” tilføjede guvernøren, som kort forinden havde fløjet over katastrofeområdet, som blev beskrevet som ”meget svært at se på.”

Skader for milliarder

Redningsmandskabet i byen har endvidere haft overordentligt svært ved at navigere rundt i byen på grund af de omfattende ødelæggelser, og fordi der ikke er mange tilbageværende gadeskilte.

Ødelæggelserne vil efter alt at dømme overgå omfanget af skaderne efter tornadoen i Joplin, Missouri, der dræbte 158 mennesker.

Det siger John Doan, Oklahomas forsikringskommissær, til nyhedsbureauet Reuters, som hæfter sig ved, at tornadoens spor af ødelæggelser er 30 kilometer langt.

Hjælp fra Obama

I Joplin blev der anrettet skader for 3 mia. dollars (ca. 18 mia. kroner).

”Det her vil sandsynligvis overgå det beløb,” siger John Doan.

Præsident Barack Obama har erklæret hele området for et nationalt katastrofeområde, og han har ifølge amerikanske medier givet statens guvernør et tilsagn om økonomisk støtte fra de føderale kasser.

Fakta: Se hvor voldsom tornadoen var