Morddømt kvinde tiggede om nåde
Kvinde bag grusomt kærestemord leverede et opsigtsvækkende forsøg på at undgå dødsstraf.
Los Angeles
Retssagen mod Jodi Arias har været et stort samtaleemne i USA i flere måneder.
I sidste uge blev den 32-årige kvinde kendt skyldig for overlagt mord på sin ekskæreste, Travis Alexander, og nu er det op til jurymedlemmer og retssystemet i Phoenix at afgøre, om den forhadte kvinde skal blive den fjerde kvinde på dødsgangen i staten Arizona.
Tirsdag valgte Jodi Arias overraskende at rette en appel til jurymedlemmerne i et forsøg på at redde sit liv.
Ny forklaring
Det skete i en tale, som blev tv-transmitteret direkte på de store amerikanske nyhedskanaler.
For en uge siden fortalte den morddømte kvinde ellers til en lokal tv-station, at hun hellere ville dø end at blive fængslet på livstid.
Men onsdag var tonen anderledes. Hovedpersonen bad nemlig om at blive skånet for dødsstraf men en del af argumenterne blev mødt med en undren af tv-stationernes retskommentatorer.
Vil lade håret gro
Jodi Arias lagde blandt andet vægt på, at hun vil hjælpe med at genbruge affald i fængslet, og at hun agter at lade sit hår gro, så hun kan donere det til kræftpatienters parykker.
Arias, som lagde vægt på, at hun er en dygtig kunstner, forklarede også, at hun vil designe T-shirts, som hun vil sælge fra fængslet. Overskuddet skal gå til voldsramte kvinder, lød meldingen.
”Mange tror måske ikke på, at jeg er en overlever og offer for vold i hjemmet. Det har de ret til at mene. Men jeg støtter denne sag, fordi den er meget vigtig for mig,” forklarede Jodi Arias, som herefter fremviste en selvproduceret T-shirt med budskabet ”Survivor”.
Et væld af løgne
Herefter viste hun fotos fra sin barndom og undskyldte desuden for, at hun havde løjet før retssagens begyndelse.
Hovedpersonen skød for fire år siden sin ekskæreste i ansigtet og stak ham over 30 gange i ryggen med en kniv. Hun benyttede samme kniv til at skære halsen over – fra det ene øre til det andet - på ekskæresten, som angiveligt havde planer om at indlede et forhold med en anden kvinde.
Herefter begyndte løgnene.
Fældet af belastende beviser
Arias forklarede nemlig først, at hun ikke havde været i hjemmet, da Travis Alexander døde. Senere forklarede hun, at to hjemmerøvere havde brudt ind i hjemmet og angrebet parret.
Til sidst indrømmede hun, at hun selv dræbte ekskæresten, men at det skete i selvforsvar.
Måske ændrede hun forklaring på grund af en række belastende tekniske beviser.
Psykisk nedbrudt
Et kamera, som var skjult i Travis Alexanders vaskemaskine, indeholdt nemlig billeder af det mormonske par på badeværelset kort før dødstidspunktet.
Jodi Arias har siden forklaret, at Alexander blev aggressiv, fordi hun tabte kameraet ned i vaskemaskinen, og at han derpå overfaldt hende.
Hun har ligeledes forklaret, at hun generelt følte sig presset til sex med ekskæresten i et omfang, der nedbrød hende psykisk.
Familie vil føle smerte
Onsdag undskyldte hun dog for at have sværtet Travis Alexanders renomme til under retssagen med detaljer om parrets sexliv og hårde beskyldninger mod ekskæresten.
”Jeg elskede Travis, og jeg så op til ham. Det er den værste fejltagelse i mit liv, og det værste, som jeg nogensinde har gjort,” forklarede Jodi Arias.
Hun benyttede også lejligheden til at fremføre, at hendes egen familie vil føle stor smerte, hvis hun bliver dømt til døden.
”Talen var bizar af flere grunde. Hun bragte tre argumenter op: Hun kan gro hår. Hun vil støtte genbrugsprogrammer. Og så var hun sød som barn. Det er en smule overraskende argumenter at præsentere for juryen i et forsøg på at redde sit liv. På den anden side var det et forsøg på at præsentere sine mere humane sider,” siger Paul Callan, tidligere anklager og nuværende retssagsekspert for tv-stationen CNN.
Ingen opbakning
Jodi Arias’ forsvarstale vækkede imidlertid også opsigt, fordi den ikke blev bakket op af støtteerklæringer fra andre tilkaldte vidner.
Den morddømtes eget hold af forsvarsadvokater forsøgte endda i sidste uge at trække sig fra sagen, men fik afslag på anmodningen fra myndighederne.
Hundredvis af tilhørere og journalister har dagligt fulgt retsproceduren i Phoenix – enten via tilhørerpladserne eller udenfor retsbygningen.
Især CNN-kanalen HLN og TruTV, der under navnet Court TV, blev kendt for at sende direkte fra O.J. Simpson-retssagen, har kastet sig over sagen, der er blevet dækket intensivt.