Fortsæt til indhold
USA

Obama: ”Vi beder for Oklahoma”

Tornadoen har krævet 24 menneskeliv.

”Vi sørger for, at Oklahoma får alt, hvad der er brug for,” sagde USA's præsident Barack Obama på et pressemøde.

Vi sørger for, at de får alt, hvad de har brug for
Barack Obama, præsident USA

Udtalelsen kom efter, at en tornado i Oklahoma har lagt store områder øde og kostet 24 mennesker livet. Flere omkomne kan dog forventes at dukke op.

”Fokus er lige nu på redningsaktionen, men vi vil hjælpe til, så længe det er nødvendigt at genopbygge skoler, sygehuse og hjem,” sagde præsidenten.

Færre omkomne end frygtet

Dødstallet er ikke helt så højt, som det tidligere har været rapporteret.

"24 mennesker er bekræftet døde og ikke de 51, som det tidligere er blevet rapporteret," siger den øverst ansvarlige læge i statens hovedstad, Oklahoma City, Amy Elliott.

Hun siger, at det tidligere tal 51 kan skyldes, at nogle af ofrene er talt to gange.

"Der en hel masse kaos," forklarer hun om forvirringen.

Norsk familie: Tornado lød som et godstog

Ingen beboelige bygninger

Selv om Oklahoma ofte bliver ramt af tornadoer, så er det sjældent, at vejrfænomenet forvolder ødelæggelser i det omfang, som var tilfældet natten til tirsdag.

Der er ingen bygninger, som jeg vil kalde beboelige
Kevin Parton, Oklahoma City's politi

På kort tid voksede tornadoen, og det var umuligt at undgå enorme ødelæggelser i det område, den ramte, forklarer Kevin Parton fra Oklahoma City's politi til Jyllands-Posten.

"Den så ud til at være bredere, end den var høj, så den har gjort skade på et meget stort område. Der er stadig huse i det ramte område, men der er ingen bygninger, som jeg vil kalde beboelige. Det kommer til at tage måneder, før alt igen kører som normalt i Moore," siger Kevin Parton .