Frisindet by vedtog omstridt nøgenlov
Med en enkelt stemmes flertal vedtog San Francisco i nat en lov, der markerer afslutningen på en æra.
Los Angeles
Det er fremover forbudt at gå nøgen rundt i den amerikanske storby San Francisco.
Det vedtog det lokale bystyre natten til onsdag dansk tid efter en tæt afstemning, som ifølge iagttagere markerer afslutningen på æra for ”en frisindet by, hvor næsten alt er tilladt.”
Byrådsmedlem Scott Wieners forslag til en ny lov, der forbyder offentlig nøgenhed i den vestamerikanske millionby, blev vedtaget med én stemmes flertal, skriver nyhedsbureauet AP.
Klækkelige bøder
Fremover er det dermed ulovligt for personer over fem år at blotte kønsdele eller bagdel på offentlige pladser og i offentlige transportmidler.
Forseelsen udløser bøder, mens gentagne lovovertrædelser kan give op til et års fængsel.
Lovforslaget, som også har trukket overskrifter på nationalt plan, havde på forhånd vakt furore og kraftig modstand hos dele af byens indbyggere.
Frisindet ry på spil
Det frisindede miljø, som siden 1960'ernes hippiebevægelse har været byens varemærke, afspejler sig nemlig i en stor og politisk aktiv homoseksuel befolkningsgruppe, hvoraf enkelte medlemmer ynder at gå halvnøgne rundt i byens berømte bøssedistrikt, Castro, i den sydlige del af storbyen.
Lovens modstandere mener, at den ødelægger den personlige frihed og San Franciscos ry som en frisindet by med masser af tolerance.
Med samme begrundelse har en gruppe nu sagsøgt bystyret, fordi den mener, at forbuddet strider mod ytringsfriheden.
Gruppens tilhængere markerede samtidig dagen ved at stille sig nøgne foran rådhuset, da beslutningen blev truffet. En enkelt aktivist smed tøjet indenfor under forhandlingerne, men blev kort efter overmandet af tilstedeværende politifolk.
Flere klager
I den ophedede debat er Scott Wiener undervejs blevet drillet godt og grundigt af kritikere på grund af sit efternavn, som kan referere til tysk pølse og være slang for det mandlige kønsorgan.
Scott Wiener, som selv bor i Castro-bydelen, fremfører, at han rejste lovforslaget på grund af et voksende antal klager over nøgne folk i kvarteret.
”Castro-kvarteret og San Francisco er i almindelighed et sted for frihed, ytringsfrihed og accept. Men frihed, ytringsfrihed og accept betyder ikke, at alt er tilladt. Det offentlige rum er for alle, og derfor er det hensigtsmæssigt at have nogle minimumsstandarder for adfærd,” siger han til de lokale medier.
Enkelte undtagelser
Det er dog ikke helt slut med nøgenhed i byen med den liberale kulturelle, seksuelle og politiske identitet.
Der er nemlig lagt op til dispensationsmuligheder for byens homoparader og den traditionsrige sadomasochistiske gadefestival ”Folsom Street Fair”.
Se fotoserie fra gadefestivalen i San Fransisco her

Kvinde bad drabsmænd aflevere våben

Advokat: Forsvaret løj bevidst
Sådan ser en usikker bank ud
Finanstilsynet har set på, hvad der kendetegner banker i problemer. Størrelsen betyder en del. Læs artikel
Vildt udfald mod Kessler
Carl Froch har i den grad skruet op for retorikken før kampen mod Kessler. Læs artikel
Måske skulle golfstjerne ikke straffes
Her fik de syv ugers regn på et døgn
Regnfront gjorde holdt over jysk provinsby, hvor kloaknettet blev sat på prøve. Læs artikel


