Fortsæt til indhold
USA

Chikane-mails afslørede CIA-chefs affære

En række mails mellem elskerinden og en anden kvinde fældede David Petraeus.

Kun to måneder efter, at David Petraeus i 2011 overtog chefsædet for den amerikanske efterretningstjeneste CIA, påbegyndte han en affære med forfatteren bag hans biografi, Paula Broadwell.

Det oplyste en ven af og tidligere topmedhjælper for David Petraeus tidligere i dag til nyhedsbureauet AP.

Afsløringen af affæren fik fredag den forhenværende firestjernede general til at indgive sin afskedsbegæring til præsident Barack Obama.

Chikanerende mails

Ifølge AP var det angiveligt en mailudveksling mellem den 40-årige Paula Broadwell og en kvinde fra Florida, Jill Kelley, der ledte FBI på sporet af David Petraeus' udenomsægteskabelige affære.

Broadwell sendte således en række chikanerende mails til Jill Kelley, som arbejder på MacDill Air Force Base i Tampa, Florida, og som var regelmæssig gæst ved David Petraeus' arrangementer på flyvebasens Central Command.

Det oplyser en højtstående anonym kilde fra det amerikanske militær til AP.

Anset som rival

Hvad der fik Paula Broadwell til at sende de chikanerende mails til Jill Kelley vides ikke, men ifølge AP's oplysninger blev Jill Kelley af Paula Broadwell anset som en rival i sit forhold til Petraeus.

En af David Petraeus' tidligere medarbejdere bekræfter, at Jill Kelley var målet for en række chikanerende mails, men understreger samtidig, at Petraeus ikke havde en affære med den 37-årige kvinde fra Florida.

Rækken af mails fik under alle omstændigheder FBI til at snage i Paula Broadwells mailkonto, og det var under den undersøgelse, at FBI fik kendskab til den forhenværende generals affære med Paula Broadwell.

Potentiel bombe

Selvsamme undersøgelse har skabt ramaskrig i den amerikanske kongres, som klandrer FBI for ikke tidligere at have givet lovgiverne besked om afsløringen, der er ifølge AP er en potentiel bombe under det amerikanske efterretningsvæsen.

Medlemmer af kongressen sagde søndag, at de ville vide, hvornår David Petraeus dukkede op i FBI's undersøgelse, hvorvidt den nationale sikkerhed er blevet kompromitteret og hvorfor de ikke tidligere var blevet underrettet.

"Vi modtog ikke nogen varsel på forhånd. Det kom som et lyn fra en klar himmel," sagde Dianne Feinstein, som er demokratisk seniorsenator i Californien og formand for U.S Senate Committee on Intelligence, ifølge AP.

I spil som præsidentkandidat

David Petraeus kunne sidste onsdag fejre sin 60 års fødselsdag og har gennem 38 år været gift med Holly Petraeus.

Han har flere gange været i spil som præsidentkandidat og blev sidste efterår udnævnt som chef for CIA efter kun et år som chef for de amerikanske og internationale Isaf-styrker i Afghanistan.

Da Petraeus satte sig i chefstolen blev det slutfløjtet for en militærkarriere på 37 år, der blandt andet har bragt ham til Haiti, Kuwait, Bosnien, Irak og Afghanistan.