Fortsæt til indhold
USA

Det stemte de også om

Dødsstraf, skatter, homoseksuelle vielser og en vandtank på stemmesedlen i USA.

Det har mest handlet om Romney eller Obama.

Og en smule om magten i Senatet og Repræsentanternes Hus.

Men da godt 114 millioner amerikanere tirsdag satte deres kryds var der i mange stater og byer også helt andre emner på stemmesedlen.

Her følger et udpluk af nogle af de mest bemærkelsesværdige.

Homoseksuelle ægteskaber

I delstaterne Maine, Maryland og Washington har borgerne for første gang selv stemt ja, tak til homoseksuelle ægteskaber.

Tidligere har borgerne i Californien således sagt nej til samme tilbud.

Hash til fritidsforbrug

Washington og Colorado har for første gang godkendt et forslag om at legalisere marihuana til fritidsbrug.

Tidligere har andre stater alene tilladt marihuana til medicinske formål. Salget af marihuana bliver ramt af en særlig afgift, og der skal først laves nærmere regler for rygningen før borgerne må tænde piberne.

I Oregon blev et forslag om at sidestille marihuana og alkohol stemt nej af indbyggerne.

Dødsstraf

I Californien afviste borgerne at afskaffe statens dødsstraf. Kun én gang tidligere har borgerne fjernet dødsstraf, mens 17 stater har fjernet dødsstraf ved lovgivning.

Der er 726 indsatte på dødsgangen i Californien, der ville have fået deres dom ændret til en livstidsdom, hvis dødsstraffen var blevet afskaffet.

Tøm en vandtank

I San Francisco sagde indbyggerne ja til forslaget om at undersøge, hvorvidt det var muligt at tømme et 89 år gammel vandreservoir, der sender samler vand til 2,6 mio. mennesker.

Vandet skal i stedet føres tilbage, så den såkaldte Hetch Hetchy-dal får sit naturlige forløb igen.

Må man spille roulette?

Borgerne i Maryland blev tirsdag spurgt om de fremover ville have spil som roulette og blackjack på statens tre kasinoer. Og om de i øvrigt gerne ville have et fjerde kasino.

Det blev et ja, tak.

Grænse for skat

I Florida afviste borgerne et forslag om en tilføjelse til statens forfatning, der ville gøre det besværligt - og måske endda umuligt - at hæve skatterne yderligere.

Et tilsvarende forslag har tidligere været på stemmesedlen i Colorado.