Fortsæt til indhold
USA

Omstridt filmskaber skal blive i fængsel

Manden bag ”Muslimernes uskyld” mødte op i retten under massiv politibeskyttelse.

Los Angeles

En dommer i storbyen Los Angeles besluttede onsdag at forlænge fængslingen af den 55-årige egyptiskfødte filmmand, som står bag den omdiskuterede film ”Muslimernes uskyld”, der har bragt sindene i kog i store dele af verden.

Nakoula Basseley Nakoula optrådte under sit juridiske navn Mark Basseley Youssef, da han mødte op til dagens retshøring.

Internet-forbud

Hovedpersonen blev for alvor verdensberømt, da "Muslimernes uskyld" blev udbredt på internettet. Her optrådte han angiveligt under pseudonymet Sam Bacile, som stod anført som forfatter og producer på den rå lavpris-produktion.

Filmmanden tilbageholdes, fordi han angiveligt har brudt reglerne for sin prøveløsladelse efter en dom for bedrageri i 2010.

Ifølge betingelserne må han ikke benytte sig af internettet i fem år samt gøre brug af diverse dæknavne.

Hovedpersonen benægtede ifølge nyhedsbureauet AP under dagens retshøring, at han har forbrudt sig mod betingelserne for prøveløsladelsen - herunder at han skulle have løjet overfor politiet om hans rolle i tilblivelsen af den kontroversielle film.

Døds-dusør

Store dele af den muslimske verden fordømmer filmen, fordi den "indeholder fornærmelser mod profeten Muhammed." Vreden har ført til vold og demonstrationer i adskillige lande og storbyer.

En af ministrene i den pakistanske regering har ligefrem udlovet en dusør på 100.000 dollar til den, der dræber manden bag profetfilmen.

Retsmødet blev gennemført med massiv tilstedeværelse af politiet. Medier og offentlighed blev forvist adgang til salen og måtte i stedet følge med via et videolink i en separat bygning.

Filmmandens forsvarsadvokat plæderede allerede ved det første retsmøde for en løsladelse mod kaution, fordi hans klient angiveligt vil være i fare i et fængsel med muslimske indsatte i det centrale Los Angeles.

Nyt retsmøde

Men anmodningen blev også dengang afvist, fordi man frygter, at hovedpersonen vil flygte.

Kriminalforsorgen anbefaler ifølge anklageren, at Mark Basseley Youssef fængsles i to år, men der vil først blive taget stilling til anklagerne på et senere tidspunkt.

Dommer Christina Snyder oplyste, at næste retsmøde er programsat til den 9. november.