Så farligt er det at være præsident
Den amerikanske præsident har gennem tiderne været et yndet offer for attentater.
Jobbet som amerikansk præsident er bestemt ikke ufarligt. Det har en lang række af de amerikanske præsidenter måttet sande. 21 attentatforsøg er gennem tiderne blevet rettet mod 17 forskellige præsidenter.
Af de 21 kendte attentatforsøg er fire af dem endt fatalt for den udsatte præsident. Abraham Lincoln, James A. Garfield, William McKinley og John F. Kennedy har alle måttet lade livet efter at være blevet udsat for et attentat.
Også den siddende præsident, Barack Obama, er blevet udsat for et attentatforsøg.
Det skete, da den dengang 22-årige Oscar Ortega-Hernandez med en halvautomatisk riffel affyrede flere skud mod Det Hvide Hus.
Oscar Ortega-Hernandez skød mod den sydlige fløj af Det Hvide Hus, hvor præsidenten har sin bolig.
Han havde dog ikke held med sin mission, da familien Obama på det tidspunkt var på ferie i præsidentens hjemstat, Hawaii.
Kennedy-mordet
Et af de mest kendte attentater skete mod USA's 35. præsident, demokraten John F. Kennedy. Han blev skudt og dræbt 22. november 1963 i staten Texas.
Præsidenten blev skudt, da han kørte i en konvoj gennem det centrale Dallas. Han blev ramt af to skud og blev så hårdt såret af skuddene, at han officielt døde en time efter.
Amerikansk politi anholdte Lee Harvey Oswald for mordet på John F. Kennedy. Han blev dog selv dræbt to dage efter sin anholdelse af Jack Ruby, der ejede en natklub i Dallas.
Drabet på præsident John F. Kennedy er den dag i dag omgivet af mange teorier, der mener, at Lee Harvey Oswald ikke kunne have været alene om drabet.
Den første, der blev dræbt
Den første amerikanske præsident, der blev myrdet, var den 16. præsident, Abraham Lincoln. Han havde været præsident under Den Amerikanske Borgerkrig og havde været med til at vinde krigen mod sydstaterne.
Borgerkrigen sluttede 9. april 1865, men sårene fra krigen var langt fra helede, da Abraham Lincoln 14. april 1865 satte sig til rette i Ford's Theatre i Washington.
Her skulle han overvære komedien "Our American Cousin".
Under forestillingen gik døren til præsidentens loge op, og ind trådte John Wilkes Booth og skød Abraham Lincoln i baghovedet. Herefter flygtede gerningsmanden over scenen og ud fra teatret.
Motivet til attentatet var netop bundet i borgerkrigen, da John Wilkes Booth havde stærke sympatier for sydstaterne.
Abraham Lincoln døde dagen efter af sine kvæstelser.
Attentat mod Reagan
Den seneste præsident til at blive ramt af skud, var den republikanske præsident Ronald Reagan. Han blev ramt under et attentat ikke lang tid efter, at han var flyttet ind i Det Hvide Hus.
30. marts 1981 havde Ronald Reagan holdt en tale for omkring 3.500 fagforeningensfolk i Washington. Da han skulle ud til sin ventende limousine, gik det galt.
Her affyrede den 25-årige John Hinckley seks skud mod præsidenten på tre sekunder.
Vild med Jodie Foster
Ronald Reagan blev ramt af det sjette skud. Kuglen ramte ham i brystet, og præsidenten blev derefter straks kørt til hospitalet, hvor den populære præsident blev opereret.
Operationen gik godt, og Reagan var på intet tidspunkt i livsfare. Det var til gengæld præsidentens presserådgiver, James Brady.
Han var i lang tid i livsfare, men overlevede John Hinckleys angreb.
James Brady blev lammet af skuddet og har siden siddet i kørestol.
Motivet til angrebet på Ronald Reagan var ikke politisk.
John Hinckley viste sig at være en sindsforvirret fan af skuespilleren Jodie Foster, som han prøvede at imponere.