Fortsæt til indhold
USA

Nu ved Newt det også selv

I en kort video erkender Newt Gingrich sit nederlag. Amerikansk avis driller ham.

Han har længe været ude af det amerikanske præsidentvalg.

Og det har tilsyneladende været svært for den 68-årige Newt Gingrich at erkende.

Gang på gang har han fastholdt, at han ville vinde. Også da det teknisk set ikke længere var muligt.

Først i morgen onsdag trækker Newt - som han foretrækker at kalde sig selv - sig officielt fra valgkampen, men i en blot 106 sekunder kort video offentliggjort tirsdag erkendte han endeligt, at det var slut.

»På onsdag vil jeg officielt afslutte min kampagne i forbindelse med et møde med pressen. Jeg ville gerne, at du fik det af vide først, fordi din hjælp har været afgørende,« sagde Newt Gingrich i videoen, der blev sendt til hans støtter.

Ville debatere med Obama

I stedet for Newt Gingrich bliver det den amerikanske forretningsmand og tidligere guvernør Mitt Romney, der skal udfordre den siddende præsident Barack Obama til præsidentvalget til november.

Newt Gingrich nåede undervejs blot at vinde én delstat i det republikanske primærvalg - South Carolina - mens en række uheldige beslutninger i løbet af kampagnen allerede for over to måneder siden reelt kørte hans valgkamp i gruset.

Udtalelser om, at han ville bygge en base på månen gjorde heller ikke meget for hans kandidatur.

Stædigt har Newt dog holdt fast på, at han ville blive præsidentkandidaten - blandt andet fordi, at han angiveligt var den eneste, der kunne udfordre Obama til »syv debatter af tre timers varighed«.

»Det er ikke fordi, at jeg er en god debattør, det er fordi, at jeg udtrykker de mest dybfølte værdier i det amerikanske folk,« forklarede Newt Gingrich, der aldrig har sat sit lys under en skæppe.

Flag til den forkerte side

Den amerikanske præsidentkandidats farvel var i dén grad ventet.

Faktisk så meget, at den anerkendte avis Washington Post tirsdag i stedet brugte plads til at analysere, at Newt står med det amerikanske flag til den forkerte side.

I stedet for at have flaget på sin venstre side bør det retteligt være på den højre side, bemærker avisen med underspillet humor.

»Så måske er det fint, at han stopper. Hjulene er helt tydeligvis ved at falde af bussen«.