Fortsæt til indhold
USA

USA har ikke set nogen aliens

USA's regering har officielt benægtet ethvert kendskab til liv uden for Jorden.

I 1982 tog den lille film-figur E.T. Jorden med storm, og siden da har flere tilsyneladende gået og spekuleret på, om der skulle eksistere virkelige væsener som ham.

Ingen kendskab til rumvæsener

På Det Hvide Hus' officielle hjemmeside kan befolkningen rette henvendelse med forespørgsler, de ønsker besvaret, og her har en stor del ønsket at få indblik i USA's kendskab til liv uden for Jorden.

Næsten 17.000 har skrevet under på to forespørgsler om emnet, og det har nu medført et svar, der nok er skuffende, hvis man havde håbet, at USA havde stødt på et par udgaver af E.T.

"Den amerikanske regering har ingen beviser for, at der eksisterer liv uden for vores planet, eller for en tilstedeværelse af udenjordiske væsener, der har kontaktet medlemmer af den menneskelige race. Herudover er der ikke nogen troværdige oplysninger om, at nogle beviser skulle blive skjult for offentligheden," skriver Phil Larson, der er ekspert ved 'Rumpolitik og kommunikation' i Det Hvide Hus.

Der kan eksistere liv uden for Jorden

Trods det manglende kendskab til liv uden for Jorden fra Det Hvide Hus bliver der stadig arbejdet på at finde frem til mulige rumvæsener.

"Der er en række projekter, der arbejder mod målet om at forstå om der kan og eksisterer liv uden for Jorden," skriver Phil Larson

Han skriver også, at der er en lang række videnskabsfolk, der har analyseret om der kunne eksistere liv uden for Jorden.

"Oddsene er temmelige store for, at der imellem trillioner og trillioner af stjerner findes en planet udover vores, hvor der er liv," skriver Phil Larson.

USA ville have svar på kendskab

Den ene forespørgsel, som svaret var rettet mod, havde følgende ordlyd og 5.387 underskrifter.

'Afdæk øjeblikkelig regeringens kendskab og kommunikation med udenjordiske væsener'

Den anden forespørgsel, der havde 12.078 underskrifter, lød:

'Anerkend formelt en udenjordisk forbindelse til den menneskelige race'

Læs hele den amerikanske regerings svar her: