*

Mellemøsten

Angreb i Syrien: "Hvis man ikke kan få legalitet, må man få legitimitet"

Luftangreb i Syrien er et klart brud på folkeretten, lyder det fra militærekspert.

Syrien blev informeret.

Men landet har ikke sagt god for de luftangreb, som en koalition bestående af USA, Bahrain, Jordan, Saudi Arabien, Qatar og De Arabiske Emirater foretog i landet tirsdag.

Ej heller har det borgerkrigshærgede Syrien bedt om hjælp til at bekæmpe Islamisk Stat (IS) i landet.

Og endelig har FN's Sikkerhedsråd ikke givet mandat til det.

Derfor var der tale om brud på folkeretten, da USA og dets partnere foretog mindst 50 luftangreb i de syriske provinser Raqqa og Deir al-Zor.

Det siger major ved Forsvarsakademiet Lars Cramer-Larsen.

"Det er et brud på folkeretten at angribe et andet land, hvis ikke det land har inviteret til at få hjælp. Og uanset hvor meget præsident Bashar al-Assad er en krigsforbryder, så er han jo stadig i folkeretlig forstand den legtime magthaver i Syrien, og den syriske regering har ikke inviteret koalitionen til at angribe," lyder det.

USA: Luftangreb skulle afværge trussel om angreb fra al-Qaeda veteraner

Mens den brede koalition på 40 lande er enig om at angribe IS i Irak, netop fordi Irak har bedt om hjælp til bekæmpelse af terrorbevægelsen, har det samme altså ikke gjort sig gældende i Syrien.

Den amerikanske FN-ambassadør Samantha Powers sagde dog for nylig til ABC-programmet "This Week", at USA efter regeringens mening har lov til at udføre luftangreb i Syrien.

"I overensstemmelse med FN's charter - det afhænger af fakta og omstændighederne omkring et luftangreb i Syrien - har vi det legale udgangspunkt, som vi har brug for," lød det med henvisning til, at FN's Sikkerhedsråd forleden vedtog en resolution, hvor man fordømte terrororganisationer som IS og opfordrede medlemsstaterne til at hjælpe den irakiske regering med at bekæmpe bevægelsen.

USA og andre foretog 50 angreb mod Islamisk Stat i Syrien

Lars Cramer-Larsen mener dog at det faktum, at man har fået fremtrædende sunnimuslimske lande til at deltage i kampen mod den sunnimuslimske bevægelse gør en forskel.

"Det, at der er fremtrædende sunnimuslimske lande, der deltager og samarbejder med USA i Syrien, er et vigtigt signal over for sunnimuslimerne i hele Mellemøsten. Hvis ikke du har legalitet, så er du nødt til at have legitimitet, du er nødt til at kunne argumentere for, at det er det rigtige at gøre, og argumentet går på hele koalitionens arbejde med at bekæmpe IS, og USA har ikke lagt skjul på, at IS skal bekæmpes i såvel Irak som Syrien. Men en række lande kan ikke deltage, fordi de bruger det folkeretlige grundlag for ikke at gøre det. Men når de arabiske lande deltager giver det legitimitet," siger han.

Selv om Syrien ikke har godkendt angrebet, kommer det dog den trængte præsident Bashar al-Assad til gode, at hans fjender bliver nedkæmpet.

Naser Khader: IS-angreb kommer overraskende tidligt

Derfor vil Syrien formentlig ikke gøre noget større nummer ud af bruddet på folkeretten.

"Angrebet kan indirekte styrke Assads position, og derfor er det vigtigt, hvad koalitionen strategisk siger om det, for koalitionen vil på ingen måde opfattes, som om den samarbejder med Syrien. Så når man taler om aktionen, vil det udelukkende handle om IS," vurderer Lars Cramer-Larsen.   

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her