*

Mellemøsten

Syrisk militær genvinder kontrol med stor by i Homs-provinsen

Byen al-Sukhna var den sidste store by i den syriske provins Homs, som var under Islamisk Stats kontrol.

Syriske regeringsstyrker har genvundet kontrollen med al-Sukhna, der er den sidste store by i Homs-provinsen, der var erobret af Islamisk Stat.

Det rapporterer syriske statsmedier.

Ifølge en kilde i det syriske militær er medlemmer af den militante islamistiske gruppe blevet dræbt og deres våben destrueret i al-Sukhna.

Befrielsen sker, mens den syriske regerings militær og allierede er i færd med en flergrenet offensiv mod Islamisk Stat i det østlige Syrien.

Al-Sukhna ligger omkring 50 kilometer nordøst for den gamle by Palmyra og cirka 50 kilometer fra grænsen til provinsen Deir al-Zor, der grænser op til nabolandet Irak.

Deir al-Zor er Islamisk Stats sidste store bastion i Syrien.

Gruppen kontrollerer næsten hele provinsen - kun med undtagelse af byen med samme navn, Deir al-Zor, og en nærliggende militærbase.

Overordnet set har jihadistgruppen dog mistet store landområder i det krigshærgede land.

Det skyldes massive militære indsatser fra både syriske regeringsstyrker med hjælp fra Rusland og Iran samt en amerikanskledet koalition.

Trods Islamisk Stats militære nederlag tyder intet på, at borgerkrigen i Syrien nærmer sig en afslutning.

Hundredtusinder af mennesker er blevet dræbt, siden krigens begyndelse i 2011, og millioner er drevet på flugt.

/ritzau/Reuters
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her