*

Mellemøsten

Jordansk soldat idømt livstid for drab på tre amerikanere

De amerikanske militære instruktører nærmede sig i november sidste år en jordansk luftbase, da soldaten åbnede ild mod dem.

Ved militærdomstolen i Amman i Jordan var der mandag flere pårørende til de dræbte til stede. Foto: Omar Akour/AP Photo

En militærdomstol i Jordan har mandag idømt en jordansk soldat fængsel på livstid for at have skuddræbt tre militære instruktører fra de amerikanske specialstyrker på King-Faisal-luftbasen i Jorden i november sidste år.

De tre amerikanere på henholdvis 27, 27 og 30 år nærmede sig i et køretøj luftbasen den 4. november, da den jordanske soldat, Marik al-Tuwayha, åbnede ild mod dem.

Den ene amerikaner blev øjeblikkeligt dræbt, mens de to andre senere døde på hospitalet.

Jordaneren forklarede i retten, at han frygtede, at basen var under angreb, da han angiveligt havde hørt flere skud, hvilket fik ham til selv at affyre skud. Han har i løbet af retssagen erklæret sig "ikke skyldig" i anklagen om overlagt mord.

De jordanske myndigheder hævdede oprindeligt, at de tre amerikanere selv udløste skyderiet, idet de ikke overholdt de gældende regler for indkørsel til basen. En påstand, der dog senere blev trukket tilbage.

Tre militære instruktører fra USA skudt og dræbt i Jordan

I løbet af restsagen blev det bekræftet, at amerikanerne fulgte procedurerne, da de nærmede sig basen.

Kameraoptagelser viste desuden, at skyderiet fandt sted i seks minutter, og at amerikanerne bl.a. viftede med deres hænder og råbte »Vi er amerikanere! Vi er allierede«.

Optagelserne er bl.a. blevet vist til de dræbtes pårørende, men er ikke blevet frigivet til offentligheden.

Nogle af de pårørende til de dræbte amerikanere har kritiseret Jordans håndtering af sagen og opfordrede undervejs til, at soldaten blev idømt dødsstraf.

De har ifølge nyhedsbureauet AP efter domfældelsen udtrykt, at straffen var »utilstrækkelig« i deres øjne.

I Jorden er fængsel på livsstid ifølge AP lig med omkring 20 års fængsel med mulighed for at blive løsladt tidligere ved god opførsel.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her