*

Mellemøsten

Portræt: Abu Bakr al-Baghdadi, den hemmelige Islamisk Stat-leder

Hans ekskone kaldte ham en ideel far, men for resten af verden var Baghdadi noget helt andet.

IS-lederen, Abu Bakr al-Baghdadi, menes endnu engang at være blevet dræbt. Arkivfoto: AP/Militant video

Det er ikke første gang, at Islamisk Stats (IS) leder, Abu Bakr al-Baghdadi, bliver erklæret død, men ifølge det russiske forsvarsministerium er den formentlig god nok denne gang.

Således menes al-Baghdadi dræbt ved et russisk luftangreb den 28. maj ved Raqqa, og dermed har IS mistet den mand, som trods sit hemmelighedskræmmeri, har tegnet terrororganisationen siden 2014.

Det var nemlig i juni det år, at IS erklærede Abu Bakr al-Baghdadi for »kaliffen« og »leder af muslimer, hvor end de er.« Samtidig udråbte IS et islamisk kalifat, som i første omgang skulle dække dele af Irak og Syrien.

Er Islamisk Stats leder en kryster, der er flygtet, eller har han stadig magt?

Abu Bakr al-Baghdadi menes at være født i 1971 i Samarra i Irak under navnet brahim Awwad Ibrahim al-Badri. Ifølge BBC blev han kaldt »den troende« af sin familie, fordi han var efter familiemedlemmer, der ikke levede op til hans strenge religiøse standarder. 

Baghdadi fik en bachelor i islamiske studier fra universitetet i Bagdad i 1996 og en kandidatgrad og ph.d. i koranstudier fra Saddam Universitet for islamiske studier i henholdsvis 1999 og 2007.

Da USA invaderede Irak i 2003 grundlagde han Jamaat Jaysh Ahl al-Sunnah wa-l-Jamaah, en sunnimuslimsk, militantgruppe, som kæmpede imod de amerikanske tropper. Det førte i 2004 til, at han blev anholdt og placeret i Camp Bucca, hvor flere af IS' kommende ledere tilbragte tid, og hvor organisationen ifølge nogle analytikere blev født.

10 måneder senere var han på fri fod, men havde efter alt at dømme skabt kontakter, som han holdt fast i. Baghdadi blev efterfølgende en del af al-Qaeda i Irak, men i 2006 blev gruppen opløst og lederen, Abu Ayyub al-Masri, oprettede i stedet Islamisk Stat i Irak, hvor Baghdadi hurtigt steg i graderne, og i 2010 blev han gruppens emir.

I 2014 offentliggjorde det irakiske indenrigsministerium dette billede af Abu Bakr al-Baghdadi.

Ifølge BBC øjnede Baghdadi en mulighed for at udnytte urolighederne i Syrien i 2011 og sendte derfor folk ind i landet for at grundlægge en hemmelig afdeling i landet, det, som siden blev til al-Nusra-fronten.

Kone til leder af Islamisk Stat tilbageholdt i Libanon

Men Baghdadi var uenig med al-Nusra-lederen, Abu Mohammed al-Julani, som ville samarbejde med de syriske oprørere og bekæmpe Syriens præsident Bashar al-Assad. Baghdadi mente først og fremmest, at man burde oprette en islamisk stat. Uenighederne førte til, at IS og Al Nusra blev modstandere, ligesom al-Qaeda annoncerede, at IS ikke længere var en del af organisationen.

I juni 2014 lykkedes det IS at erobre den irakiske by Mosul og kalifatet blev udråbt.

Baghdadi har ikke villet afsløre meget om sig selv og skal have adskillige aliasser, ligesom der kun er få fotografier af ham, og han angiveligt har båret maske, når han talte til andre IS-ledere, af samme årsag er han også blevet kaldt »den usynlige sheik.«

Leder af Islamisk Stat var ikke med i bombet konvoj

Han har dog haft et ry for at være både ubarmhjertig, ekstremt organiseret og særdeles taktisk. Én, som dog hverken så ham som terrorist eller kriger, var en af hans to koner, som Baghdadi fik børn med.

Hun blev i 2015 løsladt fra et libanesisk fængsel som en del af en fangeudveksling med al Nusra-fronten og sagde i 2016 i et interview med Expressen, at hun ikke havde set ham siden 2009, da hun forlod ham efter få måneders ægteskab.

»Han elskede børnene. Han var deres idol. Han var en fantastisk person på den måde, men mit forhold til ham var overfladisk.«

Ekskonen elskede ikke sin mand, men så heller ingen tegn på, at han skulle være terrorist.

»Hvordan han blev emir i den farligste terrororganisation i verden er et mysterium,« lød det.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu

Egnsteater har stor succes med eksport til hovedstaden

Traditionelt set er det Det Kongelige Teater, der tager ud i provinsen og viser dets teaterstykker frem. Det har Fredericia Teater lavet om på. Med dets Disney-musicals har teatret to somre fyldt Det Kongelige Teater i København. Fredag havde de premiere på den tredje, ”Klokkeren fra Notre Dame”.
Om temaet

Radikale ekstremister i Islamisk Stat, også kaldet Isil eller Isis, kæmper for et islamisk kalifat i verden og har foreløbig udråbt et i dele af Syrien og Irak. De har med drab og terror sendt hundredtusinder på flugt.

 

Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her