Der er ikke fremlagt beviser for, at Rusland står bag hackerangrebet i Qatar
Et hack har udløst en diplomatisk krise mellem Qatar og dets nabolande.
Saudi-Arabien og flere andre lande afbrød tidligere på ugen alle diplomatiske forbindelser med Qatar, da Qatar News Agency d. 23. maj havde bragt kommentarer fra emiren i Qatar, som havde fremstået imødekommende og venlig over for Saudi-Arabiens ærkefjende Iran.
Men ifølge Qatars regering var nyhederne med kommentarerne fra emiren falske og plantet af hackere udefra.
Forbundspolitiet FBI sendte i maj en gruppe efterforskere til Doha for at hjælpe regeringen i Qatar med at undersøge det påståede hackerangreb. Det bekræfter myndighederne i både Qatar og USA ifølge CNN.
Hackerne havde angiveligt plantet en falsk nyhedshistorie gennem det statslige nyhedsbureau i Qatar, rapporterer CNN.
Ifølge CNN peger amerikanske efterretninger på, at hackerangrebet blev udført af russiske hackere.
Militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Thomas Elkjer Nissen siger imidlertid, at der ikke er fremlagt beviser eller præsenteret kilder, der beviser den påstand.
»Det her hack ligner ting, som Rusland tidligere er blevet beskyldt for, og det passer fint ind i et udenrigspolitisk handlemønster, som Rusland godt kunne stå bag i forhold til at påvirke en allerede igangværende situation. Den tager udgangspunkt i den diplomatiske krise, der allerede er i GCC-landene (Golfstaternes samarbejdsråd, red.) og søger at lave en yderligere splittelse blandt de parter, der er involveret i krisen,« siger han.
Ifølge Nissen bygger USA videre på fortællingen om, at Rusland forsøger at påvirke andre lande ved at hacke dem. En fortælling, som blev skabt, da Homeland Security og FBI fremlagde en rapport i december, der redegjorde for, at hackere tilknyttet Rusland har lækket oplysninger fra Demokraternes Nationale Komité (DNC), og på den måde forsøgt at påvirke den amerikanske valgkamp.
»Ifølge rapporterne fra CNN, så er der ikke etableret et tilnærmelsesvist bevis for, hvem der står bag. Om det så er, som de amerikanske myndigheder siger, et russisk hackernetværk, der opererer på egen hånd eller via den russiske regering, men de forbindelser er ikke kortlagt på samme måde som til DNC-hacket.,« fortæller Nissen.
Han fortsætter:
»Det gør så også, at det er indicier, hvor man trækker på tidligere kendt viden. Så USA signalerer med det her, at man formoder, at der er en sammenhæng, men de siger jo ikke direkte, at det er det, som er sket, men det passer ind et mønster, som allerede eksisterer i den offentlige diskurs,« slutter han.
Andrej Krutskikh, der rådgiver Kreml om cybersikkerhed, afviser at Rusland er involveret i hackerangrebet på Qatar. Det skriver nyhedsbureauet AFP.