*

Mellemøsten

Civile i Raqqa risikerer at blive levende skjolde

Civile, som vil væk fra Islamisk Stats hovedby, risikerer at blive dræbt af bomber, miner og skarpskytter.

Civile i den syriske by Raqqa, som måske er Islamisk Stats stærkeste bastion, risikerer under en optrappet offensiv at blive brugt som menneskelige skjolde eller at blive dræbt af snigskytter eller miner, siger en ledende humanitær organisation.

Den Internationale Redningskomité (IRC) har beskrevet de skæbnesvangre valg, som civile i Raqqa kan komme til at træffe, når kampe tager til i området.

Her har de amerikanskstøttede Syriske Demokratiske Styrker (SDF) indledt et angreb mod Islamisk Stats bastion i Raqqa fra flere sider.

De ekstremistiske jihadister fra IS har siden 2014 haft byen under deres kontrol.

- IRC har i den seneste uge konstateret et fald i antallet af folk på flugt fra Raqqa, hvilket kan tyde på, at Islamisk Stat agter at bruge de tilbageværende 200.000 indbyggere som menneskelige skjold, siger Thomas Garofalo, som leder nødhjælpsgruppens PR-kontor i Mellemøsten.

- De mennesker, som forsøger at flygte, når SDF-styrkerne rykker frem, risikerer at blive dræbt af miner og skarpskytter fra Islamisk Stat - ligesom de kan blive ofre for luftangreb, siger Garofalo videre.

Han siger, at nødhjælpsgruppen har behandlet sårede fra området. De behandlede var såret af miner, da de forsøgte at flygte over på den anden side af frontlinjerne.

Civile i Raqqa mangler i stigende grad mad, vand og medicin. De har i de seneste måneder været uden elektricitet.

IRC yder nødhjælp til de civile, der bliver ofre for angrebet på Islamisk Stat i Raqqa.

Ifølge SDF-talsmand Talal Silo kommer angrebet for at generobre Raqqa fra både øst, vest og nord for byen.

Talsmanden forventer, at det bliver en hård kamp at drive de militante islamister ud.

- Koalitionen (ledet af USA, red.) spiller en vigtig rolle for at få det til at lykkes. Foruden kampfly er der koalitionsstyrker, som kæmper side om side med De Syriske Demokratiske Styrker, lyder det fra Talal Silo.

/ritzau/Reuters
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Radikale ekstremister i Islamisk Stat, også kaldet Isil eller Isis, kæmper for et islamisk kalifat i verden og har foreløbig udråbt et i dele af Syrien og Irak. De har med drab og terror sendt hundredtusinder på flugt.

 

Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her