Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Ni meldes såret og tre dræbt efter skyderi i travlt kvarter i Tel Aviv

To gerningsmænd er henholdsvis blevet skudt og tilbageholdt efter skyderi i det centrale Tel Aviv.

Et skyderi i den israelske by Tel Aviv har såret mindst ni personer og dræbt tre. Det skriver bl.a. nyhedsbureauet AP og CNN, der har fået det bekræftet af et lokalt hospital.

Samtidig er sikkerhedsstyrker repræsenteret ved gerningsstedet, der ligger i det travle kvarter Sarona. Kvarteret er et populært turistmål med mange caféer og restauranter.

To gerningsmænd er blevet ”neutraliseret”, ifølge israelske medier. Ifølge CNN har Micky Rosenfeld, talsmand for israelsk politi, udtalt, at den ene gerningsmand blev skudt på gerningsstedet, mens den anden er blevet tilbageholdt og skal afhøres.

Samtidig skriver BBC, at den gerningsmand, der blev skudt, er blevet kørt på hospitalet for nærmere undersøgelser.

Der har tidligere været meldinger om, at en tredje gerningsmand skulle være på fri fod, men det tyder det ifølge israelsk politi ikke på.

De to gerningsmænd skulle være to palæstinensiske fætre fra Hebron-området, skriver det franske nyhedsbureau AFP. Det er endnu ikke blevet bekræftet af politiet.

Der var heftig aktivitet med bl.a. politi- og ambulancefolk i Tel Aviv onsdag aften, efter to gerningsmand skød og dræbte mindst tre personer. Foto: Sebastian Scheiner

Skyderiet brød ud onsdag aften kort før klokken 20 dansk tid tæt på et af byens mest travle og populære udendørs markeder, ligesom det var i nærheden af landets forsvarsministerium og det centrale militærhovedkvarter.

Motivet er endnu ukendt, men politichefen i Tel Aviv, Chico Edri, kalder det ifølge israelske medier for et »ret alvorligt terrorangreb«.

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, er landet kort tid efter skyderiet i Israel efter et besøg i Moskva.

Et øjenvidne ved navn Tomer beskriver, hvordan der hurtigt bredte sig panik under skyderiet.

»Vi sad udenfor, da en mængde skud blev affyret. Alle begyndte at løbe. Det var ikke som et normalt terrorangreb. Skudende blev affyret i mindst et minut. Det var panik, og alle blev bedt om at gå indenfor,« siger hun ifølge The Guardian.

Avisen skriver samtidig, at en af gerningsmændene skød i et shoppingscenter, mens den anden angreb på en sideliggende gade.

28 israelere er blevet dræbt efter angreb fra palæstinensere i de seneste otte måneder. I samme periode er omkring 200 palæstinensere blevet dræbt, ifølge nyhedsbureauet AP.