*

 

Mellemøsten

Drenge og piger må ikke give hinanden gaver på Valentinsdag - det er u-islamisk

Flere muslimske lande er trætte af den »dekadente vestlige« fejring af kærligheden.

I Afghanistan diskuterer man også, hvad man kan og bør gøre ved, at mange afghanere gerne vil holde Valentinsdag. Her ses en blomsterbutik i Kabul. Foto: Rahmat Gul/AP

Valentinsdag er i de senere år blevet populært at fejre i Iran, og efterspørgslen på roser, chokolade og romantiske kort er stigende.

Imidlertid er det forbudt for butikker at reklamere for Valentinsdag, og myndighederne advarede tidligere på ugen om, at det vil blive anset for en forbrydelse at promovere den »dekadente vestlige kultur gennem Valentinsdag-ritualer«. Det skriver nyhedsbureauet AP.

Politiet i Irans hovedstad, Teheran, har således udsendt et direktiv, som beder byens butikker om at undgå, at drenge og piger forsamler sig og giver hinanden gaver.

»Ellers vil det få konsekvenser for de involverede såvel som butikkens indehavere,« skriver politiet i direktivet.

Pakistanske myndigheder prøver at forbyde valentinsdag

Dette er det seneste i rækken af tiltag, som har til formål at få Irans ungdom til at vende sig fra Valentinsdag, som mange ellers er begyndt at fejre.

Allerede i 2012 kunne AFP fortælle, hvordan Teherans restauranter var propfyldte på Valentinsdag, fordi unge par ville fejre kærligheden. Konservative iranere, derimod, mener, at sådanne fejringer opmuntrer til promiskuøs adfærd, og at det ikke sømmer sig i islamisk kultur.

Valentinsdag hylder eksempelvis dating-kulturen snarere end ægteskabet, og det er problematisk, mener mange konservative.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen "International Campaign for Human Rights in Iran" har de iranske toldmyndigheder allerede forbudt import af produkter, som har relation til Valentinsdag, lige som man også har forsøgt at få iranerne til at fejre profeten Muhammeds datters bryllupsdag på samme dag som Valentinsdag - men den tradition har aldrig vundet indpas.

Irans udfordringer med Valentinsdag deles af flere muslimske lande, bl.a. Pakistan, hvor præsidenten i år har meddelt, at Pakistan bør »undgå at markere dagen« - netop fordi det er en fejring, der hører den vestlige kultur til. Også i Afghanistan diskuterer man ifølge The Kabul Times, hvad der kan gøres, når ungdommen vil fejre kærligheden med blomster og kort.

I Saudi-Arabien er Valentinsdag fuldstændig bandlyst, og i 2014 blev fem mænd idømt 32 års fængsel og 4.500 piskeslag for at holde en kærlighedsfest på Valentinsdag.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Bolig
Engangsklude: Skal de genbruges eller smides ud?
Er det ressourcespild at smide engangs-rengøringsklude ud – eller bruger vi flere ressourcer på at vaske dem i vaskemaskinen? Fru Grøn er ikke i tvivl – læs hvorfor her. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her