*

 

Mellemøsten

IS-video viser fireårig dreng sprænge tre mænd i luften

Han ringede og sagde »vær sød at redde mig«, fortæller den lille drengs morfar.

Billedet viser efter alt at dømme den fireårige Isa Dare, som kom til Syrien med sin britisk fødte mor for tre år siden. Han har siden optrådt i to IS-propagandavideoer. Foto: AP

»Allahu akbar,« råber en formodet fireårig dreng, mens han med sejrsmine rækker en arm i vejret.

Han er iført sort pandebånd med Islamisk Stats kendemærke samt militærtøj.

Ved siden af ham står de forkullede rester af en bil, og i den ene hånd har han, hvad der formodes at være en udløser.

Der er tale om den sidste "scene" i en ny, brutal video fra terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS), der efter alt at dømme gør en fireårig til drabsmand.

Mindst 40 svenske børn er taget med deres forældre til IS-områder

For forinden har man set drengen trykke på en knap, hvorefter bilen med tre tilfangetagne mænd, der bliver kaldt spioner, sprænger i luften. Filmen er dog klippet på en måde, så det ikke står klart, om drengen med sit tryk på knappen vitterligt udløste bomben.

Den fireårige menes at være identisk med Isa Dare, som går under navnet Jihadi Junior. Han optrådte også i en anden propagandavideo i januar, hvor han sagde: »Vi vil dræbe kafferne (de vantro, red.) derovre.«

Isa Dare har boet i IS' højborg i Syrien i tre år, efter at hans mor, Grace "Khadija" Dare, flyttede dertil fra Storbritannien for at gifte sig med en nu afdød svensk jihadist.

Moderen er af nigeriansk herkomst, men er født i Storbritannien i en kristen familie. Siden konverterede hun dog til islam.

Islamisk Stat bekræfter Jihad Johns død

Drengens morfar Henry Dare talte i januar med flere britiske medier og bekræftede, at det var barnebarnet på videoen. Samtidig fortalte han, at han havde talt i telefon med drengen kort før videoens offentliggørelse, og her havde den fireårige sagt: »vær sød at redde mig.«

Samtidig vurderede morfaderen, at drengen ikke ved, hvad han siger:

»Han handler under indflydelse af IS-guerillaer. Han er for ung, han er propaganda,« lød det ifølge flere medier.

I den seneste video optræder også en mand maskeret med et tørklæde. Henvendt til den britiske premierminister David Cameron siger han bl.a.:

»I dag vil vi dræbe dine spioner på samme måde, som de har hjulpet dig med at dræbe vores brødre.«

Medie: IS-kriger i ny henrettelsesvideo menes at være brite

Både i Danmark og Sverige rejser stadigt flere kvinder til Syrien og Irak for at tilslutte sig IS, og adskillige af dem tager deres børn med.

Mens der ikke er tal på, hvor mange danske børn, der befinder sig i de IS-besatte områder, vurderer den nationale koordinator mod voldelig ekstremisme i Sverige, at mindst 40 svenske børn i alderen 0 til 10 år er taget af sted med deres forældre.

Det tal indbefatter dog ikke de børn, som fødes af svenske kvinder i regionen, da mange enlige og barnløse kvinder tager til Syrien og Irak og her gifter sig med IS-krigere, som de efterfølgende får børn med.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Radikale ekstremister i Islamisk Stat, også kaldet Isil eller Isis, kæmper for et islamisk kalifat i verden og har foreløbig udråbt et i dele af Syrien og Irak. De har med drab og terror sendt hundredtusinder på flugt.

 

Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
TV
Mere
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her