*

Mellemøsten

Militærekspert: Det er klassisk russisk - man går lige til stregen

Hvis Rusland har bombet syriske oprørsgrupper, er de i princippet ikke værre end tyrkerne, lyder det.

Spørger man russerne, var målet Islamisk Stat (IS), da man onsdag lod bomber falde tæt på byen Homs i Syrien. Og målet blev ifølge Rusland ramt, hvilket man kunne forvisse sig om ved at se den optagelse af bombetogterne, som det russiske forsvarsministerium har lagt ud på hjemmesiden.

Men amerikanerne er langt fra overbeviste, og militære eksperter peger på, at IS slet ikke befinder sig i det område.

Samtidig hævder Khaled Khoja, leder for Den Syriske Nationalkoalition - en paraplygruppe for dele af den syriske opposition -  at 36 civile døde under de russiske flyangreb.

Og anonyme embedsfolk siger til The Wall Street Journal, at luftangrebene var rettet mod et område, hvor oprørere, der får støtte fra amerikanerne og deres allierede, holder til.

Lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen understreger, at det endnu ikke står klart, hvad det reelle mål for russerne var, men området ved Homs er strategisk vigtigt for det syriske regime og præsident Bashar al-Assad, lyder det.

»Hvis man skal tolke det strategiske i angrebene, så viser det, at russerne hjælper Assad-regimet med at holde sig til magten, og så handler det mere om det end om Islamisk Stat,« siger han.

Han ser bombningerne som en fysisk manifestation af de diplomatiske samtaler, der er foregået i den senere tid mellem russerne og amerikanerne, som har diskuteret, hvorvidt Assad har en plads i fredsforhandlingerne eller ej. Amerikanerne har således fremført, at regimet kan blive, mens Assad skal fjernes. 

Fransk minister: Russerne ramte mærkværdigvis ikke IS

»Det, som russerne laver lige nu, er en klar afvisning af det kompromis. De har valgt i en situation, hvor Assad er militært presset, at sende et klart signal om, at de bakker op om ham, og at de ikke vil tillade, at regimet falder og han forsvinder. I hvert fald ikke på den korte bane. Så det er de fronter, som er tegnet op nu, både ved de diplomatiske borde, men også på slagmarken,« lyder det.

Det spændende bliver nu at se, hvordan amerikanerne vælger at reagere på russernes handlinger.

»De kunne jo f.eks. sætte nogen til at skyde russiske fly ned, det vil være det hårde modtræk, men spørgsmålet er, om amerikanerne tør at være så aggressive. Indtil videre har de ikke været det," siger Peter Viggo Jakobsen, der kalder de russiske luftangreb for »en klassisk russisk fremgangsmåde.«

Avis: Rusland har bombet USA-trænede oprørere i Syrien

»Man går lige til stregen for at se, hvor langt man kan gå. Men hvis man ser det i et russisk perspektiv, og de har bombet oprørsgrupper, så gør de ikke noget, som de amerikanske allierede ikke selv gør. Det, som tyrkerne har gjort, efter at de er gået ind i kampagnen for nylig og har sagt, at de også vil bekæmpe IS, det er at gå målrettet efter at angribe kurdere, og de har jo ikke noget med det at gøre. Det, som russerne tilsyneladende nu gør, er præcis det samme. De siger: "Nu går vi efter IS og så bomber de dem, de ikke kan lide. På den måde kan man sige, at russerne ikke er et hak værre end tyrkerne, og derfor er det en meget intelligent måde at prøve se, hvor langt man kan gå,« vurderer lektoren.

Han ser de militære tiltag som et led i spillet om, hvordan det fremtidige Syrien skal se ud, uden IS og uden Bashar al-Assad.

»Vi kommer ind i en ny fase, hvor stormagterne i stigende grad går hinanden på klingen, men selv hvis de når en form for forståelse, så skal man også have forhandlet det næste led i hakkeordenen på plads, det er alle de regionale spillere, og der er vi ikke endnu. Og så skal vi til sidst have det lokale niveau – grupperne inde i Syrien – til at falde i hak, og der er vi slet ikke endnu,« lyder det fra Peter Viggo Jakobsen, som mener, at der stadig kan gå flere år, før en løsning er i sigte.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Jyllands-Posten dækker den højspændte situation i Syrien med analyse, baggrund, reportage og den seneste udvikling.

Annonce
Redaktionen anbefaler

Fra røvere til soldater

Fire eksempler på personer, der først var ordinære kriminelle, som lavede tyverier, røverier og andre lovbrud, men som derefter blev terrorister, der opfattede sig selv som islams krigere.
Mere
Annonce
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her