Cola-krig i Gazastriben
Coca Cola og Pepsi vil til næste år begge have fabrikker i den belejrede stribe land
Når der snakkes om konflikt i den palæstinensiske Gazastribe, handler det oftest om Hamas' raketter og israelske bombetogter og invasioner.
Til næste år kommer verdens to største sodavandsproducenter til at have deres egen konflikt i den tætbefolkede og isolerede stribe land.
Mandag begyndte byggeriet af en ny Coca-Colafabrik, da Israel tillod ni lastbiler med byggematerialer at køre fra Jordan via Israel og ind i Gazastriben. Det skriver The Jerusalam Post.
Det vil koste 20 mio. dollars og tage tre år at bygge fabrikken, men allerede i slutningen af 2015 forventes det, at den vil kunne producere de første sodavand.
Når det sker, vil Coca-Cola være i direkte konkurrence med Pepsi, der allerede har en fabrik i Gaza, hvor adgangen til rent drikkevand er et alvorligt problem for befolkningen.
Der er ikke nogen oplysninger om, hvor vandet til produktionen af læskedrikke skal komme fra.
Manden bag den nye sodavandsfabrik, som også vil komme til at producere juice og kildevand, er den palæstinensiske entrepreneur Zahi Khouri, stifter og formand for National Beverage Company.
Selskabet holder til i Ramallah på Vestbredden og er det eneste, der har licens til at sælge Coca-Colaprodukter på Vestbredden.
Ifølge Zahi Khouri giver det god mening, at bygge en fabrik i Gaza, fordi det gør det nemmere at genbruge de flasker læskedrikkene sælges i.
I de sidste fem år har Coca-Cola investeret 25 mio. dollars i de palæstinensiske områder og har sponsoreret et drikkevandsprojekt i Gaza, oplyser National Beverage Company.
Den nye fabrik i den isolerede Gazastribe blev godkendt af det israelske forsvarsministerium før sommerens konflikt mellem Israel og Hamas.