Amerikaner anholdt for terrorplaner i Israel
Israelske myndigheder mener, at amerikansk mand ville bombe muslimske helligdomme i Israel.
Los Angeles
Siden november har en 30-årig amerikansk mand siddet fængslet i Israel. De israelske myndigheder mistænker manden for at planlægge et terrorangreb på israelsk jord. Det skriver CNN.
Ifølge den israelske sikkerhedstjeneste, Shin Bet, blev manden i november anholdt for besiddelse af eksplosiver med det formål at bruge dem i et terrorangreb. Sikkerhedstjenesten, der også går under navnet Shabak, fortalte tirsdag, at man fandt flere typer af ammunition og eksplosiver, som eftersigende skulle være stjålet fra det israelske militær.
Manden skulle under afhøring have indrømmet, at han var i gang med at undersøge mulige mål for sit angreb. Shin Bet har fortalt, at det var muslimske helligdomme i Israel, som manden ville ramme med et angreb.
Den 30-årige amerikaner ankom i 2013 til Israel, samtidig med at han var eftersøgt i USA for narkokriminalitet. Han bosatte sig i første omgang i den palæstinensisk kontrollerede del af Vestbredden, men flyttede siden illegalt fra de palæstinensiske områder og til de israelske.
Her fortalte amerikaneren, at han var en del af Navy SEAL, som er en eliteenhed under det amerikanske militær, og deltog herefter i forskellige kriminelle handlinger, siger Shin Bet til CNN.
Ifølge det israelske justitsministerium havde amerikaneren udtrykt "negative holdninger" til arabere, der boede i Israel og skulle ifølge ministeriet have bedt sin sambo, en israelsk soldat, om at skaffe ham våben mod betaling.
Under anholdelsen af den 30-årige amerikaner forsøgte han at flygte fra det israelske politi ved at hoppe ud fra et vindue på syvende etage og ned på en altan på sjette sal. Han er nu blevet pålagt at undergå en mentalundersøgelse af en israelsk domstol.