Fortsæt til indhold
Mellemøsten

Fire personer skadet i raketangreb mod Beirut

To raketter rammer hovedstaden Beirut. Mindst fire personer er skadet efter angrebet.

Ritzau

Mindst fire personer er kvæstet, efter at to raketter søndag ramte det Hizbollah-kontrollerede område af Libanons hovedstad Beirut.

Det oplyser sikkerhedskilder til nyhedsbureauet Reuters.

Angrebet kommer dagen efter, at Hizbollah-lederen Hassan Nasrallah lovede sejr til præsident Bashar al-Assad og sagde, at hans mænd vil blive i Syrien til det sidste.

Lover en sejr

- Vi vil fortsætte til vejs ende, vi accepterer dette ansvar og vil acceptere alle ofre og forventede konsekvenser, siger Hassan Nasrallah, der lørdag udtaler sig i en video optaget et ukendt sted.

- Vi vil være dem, der bringer sejren i hus, om Gud vil det. Denne kamp er vores, og jeg lover jer en sejr, tilføjer han ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Den militante bevægelse, der har hjemme i nabolandet Libanon, spiller en større og større rolle i krigen i Syrien.

Det er foreløbig ukendt, hvem der står bag angrebet.