Avis: Rusland hjælper Syrien med avancerede missiler
Syriens militær har modtaget en ny version af avanceret missil.
Rusland har ifølge amerikanske regeringskilder, som avisen The New York Times har talt med, sendt en sending avancerede krydsermissiler til det syriske regime, som på andet år kæmper en blodig borgerkrig mod oprørere i landet.
De amerikanske kilder er anonyme, men det fremgår, at der skal være tale om en våbenordre, der blev placeret hos russerne i 2007. De første såkaldte Yakhont-missilbatterier blev leveret i 2011 og skulle lyde på 72 missiler og 36 affyringskøretøjer og støtteudstyr.
Ifølge flere militæranalytikere er missilsystemet meget potent og kan frembringe enten højeksplosive eller pansergennembrydende sprænghoveder. Missilernes rækkevidde skal være omkring 300 km.
Omfattende russisk støtte
"Missilerne gør det syriske regime i stand til at afskrække udenlandske styrker fra at forsyne oppositionen fra søsiden eller fra at gennemføre et flyveforbud over Syrien eller en flådeblokade," siger Nick Brown, der er redaktør ved IHS Jane's International Defense Review, der analyserer militære spørgsmål, til The New York Times.
Den danske major ved Institut for Militære Studier ved Forsvarsakademiet Lars Cramer-Larsen kalder våbnet for "meget effektivt over for skibe."
Ifølge The New York Times kan missilerne styres til deres mål af en radar, og det enkelte missil har også sin egen radar, der kan styre missilet uden om eventuelle modforanstaltninger.
Det er langt fra første gang, at Rusland støtter det syriske regime militært før og under den igangværende borgerkrig.
Det syriske militær er bygget op under den kolde krig af Sovjetunionen og er på den måde skabt efter russisk forbillede - og så er det stort, forklarer Lars Cramer-Larsen til Jyllands-Posten.
Stort militærapparat
"Syriens militær bygger på et forsvar mod dels Israel og Libanon og dels et internt forsvar, da den etniske gruppe allavitterne, som præsident Assad tilhører, er i klart mindretal i landet. Russerne har brugt Syrien som en case på, hvordan man kan bygge et forsvar op, og det har betydet mange russiske soldater og rådgivere samt et enormt militær i forhold til landets størrelse," siger Lars Cramer-Larsen.
Syrien er blevet enige med russerne om, at de hjælper med at vedligeholde og opdatere dele af det omfattende militærapparat, blandt andet så russerne kan beholde sin logistisk vigtige flådebase i Tartus i Syrien.
Og det er i det lys, at den seneste våbenleverance af de avancerede Yakhont-missiler skal ses.
Amerikansk vrede
Den seneste og tidligere våbenleverancer fra Rusland til Syrien vækker vrede i USA, der frygter, at russiske og iranske våbenleverancer til præsident Assads hær kan få præsidenten til at tro, at han kan vinde borgerkrigen på slagmarken.
"Jeg tror, at vi har gjort det krystalklart, at vi ville foretrække, at Rusland ikke leverede hjælp. Og det har ikke ændret sig," sagde den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, ifølge The New York Times for nyligt.
Borgerkrigen i Syrien begyndte i marts 2011, og det vurderes, at den har kostet mindst 80.000 mennesker livet.