Eksperter: Landoffensiv på vej
En israelsk landoffensiv i Gaza kan meget vel være på vej inden længe.
Meget tyder på, at Israel ruster sig til at eskalere konflikten med militante i Gaza-striben yderligere.
Fredag har den israelske hær indkaldt cirka 16.000 reservister i hæren, og den israelske regering arbejder fredag aften ifølge Ritzau på at få lov til at indkalde helt op til 75.000 reservister. Samtidig blev dusinvis af pansrede køretøjer fredag sendt til grænsen mellem Israel og Gaza.
Og en decideret israelsk landoffensiv i Gaza kan da også meget vel være på vej, mener to danske kendere af forholdene i Mellemøsten.
Mere end sabelraslen
Hans Henrik Fafner er korrespondent i Israel for Weekendavisen, og han tror ikke, at der sker noget det næste døgns tid, hvor det er den jødiske helligdag sabbat. Men fra solnedgang lørdag er sabbatten slut.
"Israel angriber nødigt på sabbatten, men derefter kan der meget vel ske noget. Man havde visse forhåbninger i morges om en bedring i situationen, da Egyptens premierminister besøgte Gaza, men det besøg mundede ikke ud i noget," siger Hans Henrik Fafner til Jyllands-Posten og fortsætter:
"Og det israelerne gør for tiden, er meget mere end blot en raslen med sablen."
Egyptiske protester
Den vurdering er Peter Seeberg enig i.
Han er studieleder ved Center for Mellemøststudier ved Syddansk Universitet, og han mener også, at en israelsk landoffensiv i Gaza kan være på vej.
"Indtil for nylig troede jeg det egentlig ikke, men med de begivenheder, man ser med troppeopbygning osv. må man sige, at det kan være på vej," siger Peter Seeberg til Jyllands-Posten.
Angreb på storbyer banebrydende
Fredag blev de to største israelske byer, Tel Aviv og hovedstaden Jerusalem, forsøgt ramt med raketter fra Gaza, og det kan ifølge Hans Henrik Fafner blive afgørende for en eventuel landoffensiv.
"Det er banebrydende, at de store byer rammes. Det kan være lidt kynisk at sige, men hidtil er raketangrebene gået ud over fattige byer tæt på Gaza, som man ikke har regnet for så meget. Pludseligt berører det den bredere israelske befolkning, og der er politisk enighed om, at der skal gøres noget."
Peter Seeberg mener ikke, at de egyptiske protester, der de seneste dage har været over Israels fremfærd, kan forhindre en landoffensiv, idet de har været forholdvist afdæmpede.
Ikke kun Hamas
"Egypten og Morsi (Egyptens præsident) ved godt, at de har brug for at stå på god fod med amerikanerne, så det kan godt begrænse deres protester i forhold til Israel," mener Peter Seeberg.
Den militante islamiske organisation Hamas, der har magten i Gaza, har fået skylden for de seneste dages optrapning af volden fra palæstinensisk side, men ifølge Hans Henrik Hafner er det i højere grad endnu mere yderligtgående grupper uden for Hamas kontrol, der affyrer raketter mod Israel.
"Der er grupper i Gaza, der er meget værre end Hamas, og det er dem, der har begyndt det. Og så er der en del uro på Sinai-halvøen i Egypten, der er et sted uden den store lov og orden, der også flyder ind i Gaza."
Del af valgkamp
Fafner fremhæver også, at timingen på optrapningen kan hænge sammen med den israelske valgkamp, der netop nu er i gang. Israelerne skal til parlamentsvalg den 22. januar næste år.
"På mange måder kan det her også være et stykke israelsk valgkamp. Premierminister Netanyahu har i nogen tid været belejret af centrumpartierne, der er gået frem på en social dagsorden, og en stærk leder kan rykke stemmerne til højre. Så det kommer belejligt for Netanyahu."
Peter Seeberg er enig i, at der også er israelsk indenrigspolitik i den aktuelle situation, idet den nuværende regering generelt er meget håndfast og ønsker at vise, at der ikke bliver givet ved dørene op til valget.

Kampfly sendt op for at ledsage passagerfly

Lars Løkke om DF-kritik: "Vi har skiftet standpunkt - ikke holdning"
Kampfly sendt op for at ledsage passagerfly
Britisk politi har anholdt to mænd på et omdirigeret passagerfly. Læs artikel
Formand om offentlighedslov: ”Puha, det bliver svært at nå”
Villy Søvndal skal i samråd om den omdiskuterede lov. Det presser lovens tidsplan. Læs artikel
Indere kan være Vestas' næste mål
"London-drabsmand var en spasmager"
Den ene af de mistænkte for drab på engelsk soldat er søn af kristne nigerianere. Læs artikel


