*

Mellemøsten

Fransk minister: Libanons regeringschef kan frit gå rundt

Den libanesiske premierminister er ikke fanget, mener Frankrigs udenrigsminister. Libanon vil have ham hjem.

Libanons premierminister, Saad al-Hariri, ses her under et besøg i Det Hvide Hus i USA i juli. Foto: Alex Brandon/AP

I Libanon mener regeringen, at landets premierminister er blevet gidsel i et storpolitisk spil og holdes fanget i Saudi-Arabien.

Men det er ikke tilfældet, vurderer den franske udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, efter den franske præsidents lynvisit i landet.

- Vi mener, at han frit kan bevæge sig rundt, og det er vigtigt, at han træffer sine egne valg, siger Jean-Yves Le Drian til radiokanalen Europe 1.

Frankrigs ambassadør mødtes med Hariri torsdag, før den franske præsident, Emmanuel Macron, kom på et meget impulsivt besøg i Riyadh.

Det fortæller diplomater. Men det fremgår ikke, om Macron mødtes med den libanesiske premierminister under sit korte besøg.

Libanons premierminister trækker sig af frygt for sit liv

- Vores bekymring er Libanons stabilitet, og at en politisk løsning kan findes hurtigt, siger Le Drian.

Den franske udenrigsminister rejser til Saudi-Arabien 16. november. Han skal senere i november besøge Iran, som er Saudi-Arabiens ærkefjende.

Saad al-Hariri rejste i sidste uge til den saudiarabiske hovedstad, Riyadh, og lørdag meddelte han på tv, at han træder tilbage.

Det satte straks gang i spekulationer om, hvad der kunne være sket.

Rygterne om et ufrivilligt ophold i Saudi-Arabien begyndte at løbe, og onsdag forlød det fra flere kilder i regeringen i Beirut, at Hariri blev holdt fanget.

Saudiske borgere får ordre til at forlade Libanon straks

Den libanesiske regering ville bede andre lande om hjælp til at få premierministeren, der er sunnimuslim, hjem igen.

Samme dag forlød det fra Riyadh, at Saad al-Hariri havde holdt møder med diplomater fra flere lande.

Frankrig har tætte bånd til Libanon, som tidligere var fransk koloni. Hariri har også tilknytning til Frankrig, hvor han boede fra 2011 til 2014 af frygt for sin sikkerhed.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her