*

Europa

Fjerde nat i træk: Uro i Stockholm

Brandfolk mødt af stenkastende unge.

Politiet står vagt, mens brandfolkene slukker en brand. Foto: Johan Nilsson/AP

Stockholmsområdet har natten til torsdag haft endnu en urolig nat med bilbrande og stenkast. Det er fjerde nat i træk med uroligheder i forstæderne rundt om den svenske hovedstad.

I bydelen Rågsved, der ligger i det sydlige Stockholm, lykkedes det en gruppe unge at starte en brand på den lokale politistation.

- Dele af politikontoret er brændt, men ilden blev slukket af en patrulje på stedet, siger politiets talskvinde, Towe Hägg.

I forstaden Skogås, der ligger syd for Stockholm, blev der natten til torsdag sat ild til en restaurant. Brandfolk blev mødt af stenkastende unge og kunne først begynde at slukke flammerne, da politiet havde jaget dem væk.

Stenkast mod politiet

Svenske medier omtaler den voldsomme restaurantbrand som en "storbrand", og tidligt torsdag morgen ulmede det stadig i Skogås.

I Husby, hvor balladen begyndte for nogle dage siden, blev der kastet sten mod en politibil onsdag aften, og der blev sat ild til flere biler og knust vinduer i centrum.

Også i Hjulsta gik biler op i røg, og i Fruängen blev fem personer anholdt - mistænkt for at have planlagt ildspåsættelser.

Uroen i Stockholm har givet genlyd langt uden for Sveriges grænser. Adskillige internationale medier, heriblandt CNN, Reuters og BBC, har beskrevet de seneste dages uroligheder.

Det, der skal have udløst optøjerne, er en hændelse i Husby i sidste uge, hvor politiet skød og dræbte en 69-årig mand med indvandrerbaggrund. Manden svingede med en junglemachete, da han blev skudt.

Ritzau
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her