Fortsæt til indhold
Europa

Ukraine opgiver lager af uran

Landet skiller sig nu af med en større mængde beriget uran.

Ukraine har ingen planer om at blive en atommagt.

Og derfor vil »en større mængde« beriget uran blive fjernet fra landet inden år 2012.

Det lover landets præsident Viktor Yanukovych, ifølge en udtalelse fra Det Hvide Hus.

Ukraine har i uran nok til at lave »adskillige« atombomber.

Stoppe spredning af uran

Det er endnu uvist, hvor Ukraines uran skal deponeres. Der kan blive tale om, at det skal transporteres til USA.

Yanukovych, den amerikanske præsident Obama og ledere fra 46 andre lande er i disse dage samlet i Washington DC til Obamas internationale atomtopmøde i forsøget på at stoppe spredningen af uran til terrorister.

Ifølge Obamas talsmand, Robert Gibbs, er beslutningen fra Ukraines side resultatet af mange års forhandlinger mellem USA og Ukraine.

I Prag underskrev USA og Rusland for få dage siden en aftale om at begrænse antallet af atomvåben i verden.

Obama har tidligere lovet, at USA ikke vil udvikle nye atomvåben og ikke vil foretage flere atomprøvesprængninger.

Test om Iran

Obamas møde med Kinas præsident, Hu Jintao, i forbindelse med topmødet ventes at kunne klargøre, hvorvidt Kina er rede til at slutte sig til USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland og Tyskland i en fjerde runde FN-sanktioner mod Iran.

Vesten frygter, at Iran er ved at udvikle atomvåben.

Diplomater vurderer, at Kina er rede til at slutte sig til nye sanktioner. Men det er fortsat uklart, hvor langt Kina vil gå i en strafaktion mod Iran, som Kina har stærke økonomiske bånd til.

Iran har på sin side afvist topmødet og sagt, at det ikke vil lade sig påvirke af eventuelle beslutninger, der bliver truffet på mødet.

"De verdenstopmøder, der bliver arrangeret i disse dage, har til hensigt at ydmyge mennesker," sagde Irans præsident, Mahmoud Ahmadinejad, mandag, ifølge ritzau.