*

Europa

Gerhard Schröders kommende ekskone i valgkamp: Putin er en meget nuanceret og klog mand

Merkel bliver kritiseret og Putin rost af Doris Schröder-Köpf i russisk medie.

Doris Schröder-Köpf har været medlem af landdagen i Niedersachsen siden 2013. Foto: Holger Hollemann/picture-alliance/dpa/AP

Hun blev først og fremmest kendt som førstedame for kansler Gerhard Schröder, men nu er Doris Schröder-Köpf selv politiker og er i øvrigt ved at blive skilt fra den tidligere kansler.

Den 54-årige kvinde stiller op til landdagsvalget i Niedersachsen for SPD og i den forbindelse har hun talt med den tyske udgave af det russiske medie Sputnik, som er statsstøttet.

Her understreger hun vigtigheden af et godt forhold mellem Tyskland og Rusland, noget, som kansler Angela Merkel ifølge Schröder-Köpf ikke har evnet at bevare.

Gerhard Schröder er i spil til toppost i Ruslands oliegigant

Doris Schröder-Köpf går så vidt som til at kalde det en af Merkels »store fejl,« set i et historisk perspektiv, og siger, at kansleren ikke har videreført den gode tysk-russiske relation, som Gerhard Schröder formåede at opbygge.

»Der lå så at sige en vej i solskin foran hende, som hun blot skulle betræde,« lyder det fra den tidligere førstedame, som konstaterer, at kansleren i stedet valgte at pleje forholdet til USA.

Adspurgt om de gange hun har mødt den russiske præsident, Vladimir Putin, siger hun:

»Da vi første gang mødte hinanden under mere private forhold og i længere tid, sludrede vi hele natten og talte om indenrigs- og udenrigspolitiske teamer. Han er en meget nuanceret og meget klog mand, som absolut også kan tage imod kritik. Denne nat og denne samtale er et dejligt minde.«

For nylig vakte det opsigt, da Gerhard Schröder blev valgt som bestyrelsesformand i den store russiske oliekoncern Rosneft. Han var blevet nomineret til posten af den russiske regering, da den russiske stat er majoritetsaktionær i koncernen. Rosneft står desuden på EU's sanktionsliste pga. Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim.

Gerhard Schröder og Doris Schröder-Köpf i 2005, da han stadig var kansler i Tyskland. Parret blev gift i 1998. Arkivfoto: Kay Nietfeld/picture-alliance/dpa/AP

Om sin kommende eksmands job siger Doris Schröder-Köpf til Sputnik:

»Jeg tror, at hans motivation er at knytte et ubrydeligt bånd mellem Rusland og Tyskland. Det har han gjort politisk som forbundskansler og som privatperson fortsætter han med de midler, som står til hans rådighed.«

Putin-kritiker fængslet kort før protest

Doris Schröder-Köpf har været medlem af landdagen i Niedersachsen siden 2013 og håber på endnu en periode efter valget søndag. Her står SPD til et langt bedre resultat end ved forbundsdagsvalget. Således viser en måling, at det socialdemokratiske parti kan forvente 34,5 pct. af stemmerne, mens CDU må nøjes med 33 pct.

Doris Schröder-Köpf og Gerhard Schröder gik fra hinanden i 2015, men er fortsat ved at fuldføre skilsmissen. I september kom det frem, at Gerhard Schröder havde fundet kærligheden med en ny kvinde, den sydkoreanske So-Yeon Kim, og i den forbindelse skrev den tidligere førstedame på Facebook:

Schulz kaldte Merkels valgkampagne »skandaløs« under tv-debat

»Fru Kim var i foråret 2016 grunden, men ikke den eneste årsag, til det endegyldige brud. Vores familie har fulgt ønsket om diskretion, da fru Kim ønskede at ordne sine private forhold først. Den offentlige optræden viser, at dette tilsyneladende er sket.«

Gerhard Schröder var kansler fra 1998 til 2005.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her