*

Europa

Byret i Oslo mørklægger afhøring af danske politiagenter

Efterforskning af grov kriminalitet kan blive vanskeligere og farligere, hvis undercover-metoder bliver kendt.

Offentligheden må ikke få besked om, hvad tre danske politiagenter siger under en afhøring i en stor mafiasag i byretten i Oslo.

Retten har torsdag forbudt pressen at referere fra afhøringerne. Dermed følger dommerne en begæring fra anklagemyndigheden.

Danskerne har arbejdet som undercover-betjente. Men den særlige efterforskningsmetode bør ikke blive kendt i offentligheden.

Hvis detaljer om metoden eksponeres, kan det vanskeliggøre politiets arbejde i lignende sager, lyder en del af begrundelsen.

Afgørelsen fra Oslo Tingrett rimer ikke med praksis i danske straffesager. Således kunne journalister sidste år følge med i afhøringer i Østre Landsret af tre politiagenter. De havde arbejdet med en stor dansk narkosag.

Det var onsdag aften ved halv ti-tiden, at de norske anklagere i en mail bad retten om nye restriktioner i forbindelse med de forklaringer, som 243 A, 244 A og 245 A torsdag efter planen skulle afgive via videolink.

Brug af undercover-betjente er "en helt speciel og sårbar politimetode", hedder det, og viden om den bør ikke spredes. Kriminelle indretter sig og tager nye forholdsregler, hver gang efterforskningsmetoder bliver kendt.

Konsekvensen er, at politiets arbejde "bliver både vanskeligere og farligere, fordi de efterhånden må endnu tættere på de kriminelle", skriver anklagerne.

Torsdag formiddag har et flertal i byretten nikket ja til ønsket. Journalister må være til stede, men må intet referere.

Det har tidligere været fremme, at de danske betjente ved flittige besøg på en pub i Oslo til sidst infiltrerede gruppen, som nu er under tiltale. Betjentene smuglede to gange narkotika fra Holland til Norge.

Netop brug af agenter, der deltager i grov kriminalitet, er omdiskuteret. Nogle forsvarere mener, at de kan have lokket de nu tiltalte til lovovertrædelserne. Men en af anklagerne har afvist påstanden.

- Anklagemyndigheden er af den opfattelse, at metoderne, som er benyttet, er lovlige, og at de er benyttet på en lovlig måde, har Alvar Randa udtalt.

I alt 13 er tiltalt i "Operation Sult". Heriblandt er to mænd, der tidligere blev dømt for det hidtil største røveri i Norge mod Nokas i Stavanger i 2004. En politimand blev dræbt, og udbyttet var 57 millioner.

Ud over narko handler den aktuelle sag om planlægning af et drab, der skulle begås med pistol med lyddæmper, og om forberedelse af et stort røveri mod en værditransport på et fly.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu

Kronik: Så opdrag for h… jeres børn

Joachim Nielsen, partner hos Idefilm og Think Big
De bliver små uforskammede og ulidelige sataner uden nogen form for rimelig ydmyghed.
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her