*

Europa

Fakta: Her er tidsplanen for briternes vej ud af EU

EU-traktaten giver to år til at forhandle Storbritannien og dermed verdens femtestørste økonomi ud af EU.

Det er for tidligt at indlede forhandlinger om fremtidens forhold mellem EU og Storbritannien.

Sådan lyder meldingen fra Europa-Parlamentet, der i sidste ende skal godkende en udtrædelsesaftale med Storbritannien, før den kan blive til noget.

Parlamentet har tirsdag vedtaget en resolution, der fastslår, at der ikke er sket tilstrækkeligt store fremskridt til at gå videre til anden fase i forhandlingerne.

De formelle forhandlinger om verdens femtestørste økonomis udmeldelse af EU startede i juni i Bruxelles.

Det var næsten et år efter folkeafstemningen 23. juni sidste år, hvor 52 procent af briterne stemte for at forlade EU. 48 procent stemte for at blive.

Her er den tidsplan, som EU ønsker, at den britiske exitproces følger:

* Onsdag 29. marts 2017: Storbritannien meddeler officielt EU, at det vil melde sig ud af samarbejdet. Det indleder en nedtælling på to år til exit.

* Fredag 31. marts: EU-præsident Donald Tusk sender et udkast til retningslinjer for exit-forhandlinger til stats- og regeringscheferne for de 27 lande, der bliver i EU.

* Lørdag 29. april: Stats- og regeringscheferne for EU27-landene holder ekstraordinært topmøde i Bruxelles. Her vedtager de EU's retningslinjer for exitforhandlingerne.

* Mandag 22. maj: De 27 landes europaministre melder EU klar efter vedtagelse af et detaljeret brexitmandat til EU's chefforhandler, Michel Barnier.

* Torsdag 8. juni: Storbritannien holder parlamentsvalg.

* Mandag 19. juni: Michel Barnier og David Davis indleder de formelle forhandlinger om den britiske exit fra EU.

* Tirsdag 3. oktober: Europa-Parlamentet vedtager en resolution, der opfordrer EU's stats- og regeringschefer til at udskyde beslutningen om at indlede forhandlinger om fremtidens forhold.

* Mandag 9. oktober: Femte runde i exit-forhandlingerne indledes.

* Torsdag 19. - fredag 20. oktober: EU27-landene afgør efter planen på et topmøde, om der er sket tilstrækkelige fremskridt i forhandlingerne om exitbetingelserne. Hvis der er det, kan forhandlingerne om rammerne for fremtidens forhold gå i gang. Ellers kan de ikke.

* Oktober 2018: EU ønsker at afslutte exitforhandlingerne med Storbritannien for at give tid til oversættelse til alle EU-sprog, nationale procedurer og vedtagelse i Europa-Parlamentet.

* Fredag 29. marts 2019 ved midnat: Storbritannien forlader EU. Overgangsordninger til fremtidens frihandelsaftale kan i givet fald træde i kraft.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her