*

Europa

Ekstremist er anholdt efter fund af formodet bombe i Paris

Beboer fandt gasbeholdere forbundet til mobiltelefon liggende i indgangsparti til ejendom i velhaverkvarter.

Ifølge Frankrigs indenrigsminister, Gérard Collomb, er der fundet en sprængladning foran en beboelsesejendom i Paris, og en af de anholdte i den forbindelse er en radikaliseret person.

Han siger til en lokal radiostation, at fundet af sprængladningen i det 16. arrondissement understreger, at Frankrig stadig er i fare for at blive ramt af terror.

- Politiets tjenester efterforsker det. Hvad jeg kan fortælle er, at der blandt de folk, som er anholdt, var en radikaliseret person, siger han.

En beboer i kvarteret Porte d'Auteuil i det velhavende kvarter i Paris alarmerede tidligt lørdag morgen politiet, efter at han havde fundet to beholdere fyldt med gas i indgangspartiet til den ejendom, hvor han bor.

En mobiltelefon var forbundet til de to beholdere, der lå inde i bygningen, oplyser kilderne. Politiets umiddelbare indtryk var, at mobiltelefonen skulle fungere som detonator.

Politiet fandt to andre gasbeholdere på fortovet uden for ejendommen.

Fem mistænkte personer er tilbageholdt, oplyste politiet natten til tirsdag.

Beredskabet er fortsat højt i Frankrig, som siden begyndelsen af 2015 er blevet ramt af flere angreb udført af jihadister.

Det seneste fandt sted søndag i Marseille, da en mand foran byens hovedbanegård stak to kvinder ihjel med en kniv og blev hørt råbe "allahu akbar" (Gud er størst, red.).

Han blev skudt og dræbt af franske soldater, der som konsekvens af det forhøjede beredskab patruljerede ved banegården.

Knivdrabene bringer antallet af ofre i Frankrig for den slags angreb op på 241 ifølge AFP.

Frankrigs indenrigsminister, Gérard Collomb, oplyste i september, at 12 planlagte angreb er blevet forpurret siden begyndelsen af 2017.

Gasflasker er før blevet anvendt til at udløse eksplosioner.

I kølvandet af et angreb med en varevogn i Barcelona i august konkluderede spansk politi, at gerningsmændene sandsynligvis havde planlagt et endnu voldsommere anslag. Angiveligt ved at bringe gasbeholdere til sprængning.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Den franske hovedstad Paris blev fredag den 13. november 2015 ramt af en række blodige terrorangreb.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her