*

Europa

Løkke til EU: Vi har bygningen klar til lægemiddelagentur

I Ørestaden står en bygning klar til at huse EU's lægemiddelagentur, som med brexit skal flytte fra London.

I et forord til ansøgningen opremser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) en lang række argumenter for, at København er den helt rigtige by for lægemiddelagenturet. Foto: Ivan Riordan Boll

Når Storbritannien forlader EU, skal Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA, flyttes fra London til en anden europæisk by.

Og den by skulle gerne være København, mener regeringen, som mandag har sendt sin officielle ansøgning om at huse agenturet.

I et forord til ansøgningen opremser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) en lang række argumenter for, at København er det helt rigtige valg.

Danmark er førende på lægemiddelområdet, har en stor lufthavn og gode muligheder for at tage imod agenturets medarbejdere og deres familier, lyder det:

- Vores plan vil gøre det muligt for EMA at flytte fra London til København inden for det givne tidsramme og være fuldt funktionel i sine nye faciliteter i København inden marts 2019, skriver Løkke.

- Vi har allerede besluttet at reservere en bygning - simpelthen for at være 100 procent sikker på, at EMA ikke mister en eneste arbejdsdag, når den flyttes.

Bygningen hedder Copenhagen Towers og ligger i Ørestaden tæt på Københavns Lufthavn.

Hos Dansk Erhverv vurderer sundhedspolitisk fagchef Katrina Feilberg Schouenborg, at Danmarks ansøgning er stærk.

- Der vil ikke ske store forsinkelser i agenturets arbejde. Det betyder, at de lægemiddelvirksomheder, der søger om at få deres lægemidler godkendt, ikke vil opleve forsinkelser, siger hun.

Det er netop et af kriterierne, som ansøgningerne bliver bedømt på.

- Regeringen lægger vægt på, at man allerede har en lokation, en rigtig god infrastruktur med direkte adgang til lufthavnen – og gode forhold for de medfølgende ægtefæller og børn, siger Katrina Feilberg Schouenborg.

Ørestad bliver hjemsted for muligt lægemiddelagentur

Det taler også for Danmark, at vi har et stærkt fagligt niveau på området, vurderer Henrik Vestergaard, der er vicedirektør i Lægemiddelindustriforeningen:

- Nu handler det bare om, at processen herfra følger drejebogen, så vi undgår, at EMA's faglige arbejde mister den høje kvalitet, fordi medarbejderne føler sig usikre om fremtiden.

- Det er vigtigt, at høj faglig kvalitet forbliver grundstenen i forhandlingerne om placering af EMA, udtaler han i en pressemeddelelse.

Med agenturet følger 900 ansatte og cirka 3000 eksperter med en løsere tilknytning.

En række andre europæiske lande har også lagt billet ind på lægemiddelagenturet.

Fristen for ansøgninger udløber mandag, og beliggenheden skal afgøres til november i en afstemning blandt medlemslandene.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her