*

Europa

11 anholdt for seksuelle overgreb under spansk tyreløbfestival

Den syv dage lange festival er i de senere år blevet berygtet for krænkende adfærd og voldtægter samt for gæster, der bliver såret og stanget under tyreløbene.

San Fermin-festivalen løber af stablen hvert år i juli og er kendt for sine daglige - og ofte voldelige - tyreløb. Foto: Alvaro Barrientos/AP

Hvad, der skulle have været en festlig fejring af den ugelange berømte tyreløbsfestival i den nordspanske by Pamplona, endte for en række kvinder ganske anderledes.

Spansk politi har under festivalen modtaget 14 anmeldelser om seksuelle krænkelser, og 11 mænd er ifølge de lokale myndigheder siden blevet anholdt mistænkt for at stå bag.

Det skriver flere udenlandske medier såsom Reuters.

Festivalen, der har navnet San Fermin, er de senere år blevet berygtet for at være hjemsted for krænkende adfærd som befamling, forulempelse og voldtægt.

17-årig kvinde har anmeldt voldtægt under Nibe Festival

Samtidig har det lokale politi i år også igangsat en større undersøgelse af salget af t-shirts og badges med en række krænkende slogans.

»Hent en øl - du er begyndt at se grim ud igen«, »Hold kæft og sut« og »At være jomfru gør dig ikke til en helgen« står der ifølge The Telegraph bl.a. på nogle af de beslaglagte bagdes, mens andre har påtrykt budskaber af mere grov sexistisk karakter. Andre igen vurderes at opmuntre til seksuel vold, skriver det britiske medie.

Politiet har beslaglagt flere end 200 badges med nedsættende slogans og er nu ved at undersøge, om budskaberne kan fortolkes, som om de opmuntrer til at udføre såkaldt »hate crime«.

VIDEO: Dansk kvinde smurt i 'blod' sætter fokus på tyretortur

For to år siden erkendte borgmesteren af den nordspanske by, at de seksuelle overgreb var blevet en »sort plet« på festlighederne. Særligt efter 2008 har der i byen været fokus på seksuel vold, efter en ung sygeplejerske blev kvalt og banket til døde under festivalen.

De lokale myndigheder har siden forsøgt at nedkæmpe den tiltagende tendens bl.a. ved at etablere en kampagne under overskriften "En fest fri for seksuelle overgreb". I fjor samledes tusindvis af mennesker desuden foran Pamplonas rådhus til en demonstration, hvor de bl.a. bar skilte med teksten "Nej betyder nej".

Hændelserne har ifølge The Guardian skiftet karakter, siden kampagnens begyndelse, og der er i år ikke anmeldt nogen voldtægter eller forsøg derpå. Under festivalen i fjor modtog det spanske politi flere anmeldelser om voldtægt og voldtægtsforsøg, og en af sagerne skal for retten dette efterår. Det drejer sig om en 19-årig kvinde, der påstår at være blevet udsat for gruppevoldtægt under festivalen.

Flere blev spiddet under tyreløb i Pamplona

San Fermin strækker sig over en uge og er verdenskendt for at samle tusindvis af gæster fra såvel ind- som udland. Særligt de daglige tyreløb er et tilløbsstykke. Hver morgen kl. 8 lokal tid jagter tyrene rødklædte løbere på en strækning på godt 850 meter. Det er under disse løb, at folk kommer til skade.

Senest kunne man bl.a. læse om, hvordan flere mænd var blevet stanget under tyreløbet og slæbt langs brostenene, mens Røde Kors samtidig har behandlet 77 personer for mindre skader. I fjor blev 87 såret, hvoraf 12 blev stanget.

15 personer har mistet livet til San Fermin siden 1911. Det seneste dødsfald fandt sted i 2009.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her