*

Europa

79 frygtes omkommet i katastrofebrand i London

Antallet af formodede omkomne stiger efter dødsbranden i London sidste onsdag.

Brandfolk undersøger Grenfell Tower efter branden. Foto: Rick Findler/AP

Antallet af døde og savnede, der formodes at være omkommet under branden i Grenfell Tower i London, er nu steget til 79 personer.

Det oplyser politiet mandag ifølge The Guardian.

Indtil nu har politiet regnet med, at omkring 58 personer var omkommet under branden, der onsdag brød ud i højhuset. Det var dog ventet, at dødstallet ville stige, fordi skaderne var så omfattende, at det næppe ville være muligt at finde flere overlevende.

Politiet har før advaret om, at det muligvis ikke vil være i stand til at identificere alle de omkomne i bygningen, der bestod af 24 etager, og husede 120 lejligheder fordelt på 20 beboelsesetager med omkring 600 beboere.

Bygningen lå på Latimer Road i bydelen White City nær Notting Hill, men der er ikke meget af den tilbage. Politiet har frigivet en række billeder, hvor man kan se de forkullede lejligheder.

»Ubeskrivelige« forhold: Sådan ser der ud inde i det forkullede Grenfell Tower

»Forholdene er noget nær ubeskrivelige, og det vil blive en langsommelig proces. Vi må også forberede folk på det forfærdelige faktum, at nogle mennesker måske aldrig bliver identificeret,« har Stuart Cundy fra Metropolitan Police ifølge The Guardian sagt på et pressemøde.

Politiet oplyser, at dødstallet stadig kan ændre sig, men at ændringen næppe vil være så drastisk, som den har været i de forgangne dage. Fem af de personer, der blev meldt savnet efter katastrofen, er blevet fundet i god behold.

Storbritiannien holdt mandag kl. 12 et minuts stilhed for ofrene for branden.

Den britiske premierminister, Theresa May, sagde i weekenden, at hjælpen til de berørte familier ikke kom hurtigt nok. Regeringen har nu meldt ud, at man vil give de familier, der har mistet deres hjem 5.500 pund hver - svarende til knap 50.000 kr. - til at genskabe deres liv.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her