*

Europa

Boris Johnson: Britisk EU-exit vil ende godt for alle

I det lange løb vil britisk EU-exit være god for Storbritannien og god for resten af Europa, siger Johnson.

Storbritanniens exit fra EU vil ende godt for både briterne og for EU.

Det siger den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, mandag ved ankomsten til EU's udenrigsministermøde i Luxembourg.

Udenrigsministrene samles til deres månedlige møde blot et par timer før starten på de formelle exit-forhandlinger, der indledes mandag klokken 11 i Bruxelles.

- Jeg tror, at hele processen vil føre til en lykkelig afgørelse, der kan laves med udbytte og ære til begge sider, siger Boris Johnson.

Han forudser mange diskussioner undervejs i forhandlingerne - ikke mindst om penge - men opfordrer alle til at hæve blikket og se fremad.

- Det vigtigste for os er nu at hæve blikket og se ud mod horisonten, siger Johnson.

- Tænke på fremtiden. Tænke på det dybe og særlige partnerskab, vi vil opbygge med vores venner, siger han.

- I det lange løb vil det være godt for Storbritannien og godt for resten af Europa.

Klokken 11 tager EU's chefforhandler, Michel Barnier, i Bruxelles imod den britiske chefforhandler, brexitminister David Davis.

Og så starter de egentlige forhandlinger om vejen ud af EU.

EU vil først have styr på det økonomiske mellemværende og på de 3,2 millioner EU-borgeres rettigheder i Storbritannien. Det skal også undgås at få en hård grænse i Irland.

Britiske embedsmænd har på forhånd sagt til Financial Times, at David Davis mandag vil komme med et "meget generøst" tilbud om EU-borgernes rettigheder.

EU vil have "tilstrækkelige fremskridt" på de vigtigste områder til efteråret.

Lykkes det, er EU parat til at indlede samtaler om rammerne for fremtidens forhold, herunder en frihandelsaftale.

Uret har tikket, siden briterne 29. marts officielt meddelte EU, at de vil melde sig ud af samarbejdet.

Briterne aktiverede dermed exit-proceduren efter EU-traktatens artikel 50.

Den giver to år til at forhandle verdens femtestørste økonomi ud af EU.

Storbritannien forlader efter planen EU-samarbejdet fredag 29. marts 2019 ved midnat.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Mest læste Brexit
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her