*

Europa

Skaderne er »ubeskrivelige«: Her er billederne inde fra det forkullede Grenfell Tower i London

58 mennesker savnes stadig, og det er muligt, at nogle af ofrene aldrig bliver identificeret.

Politiet har frigivet billeder fra de udbrændte lejligheder i Grenfell Tower, som onsdag blev raseret af en voldsom brand.

Ifølge myndighederne har man valgt at offentliggøre billederne for at vise, hvor omfangsrige skaderne efter branden er, og hvor svært det bliver at finde alle ofrene i resterne af bygningens 120 lejligheder.

»Forholdene er noget nær ubeskrivelige, og det vil blive en langsommelig proces. Vi må også forberede folk på det forfærdelige faktum, at nogle mennesker måske aldrig bliver identificeret,« siger Stuart Cundy fra Metropolitan Police, ifølge The Guardian på et pressemøde.

Politiet har offentliggjort billeder inde fra lejlighederne for at vise, hvor altødelæggende branden har været. Foto: Londons politi/AP

Nogle af bygningens nederste etager var de eneste, der ikke brændte fuldstændig ud. Foto: AP/Matt Dunham

Der er stadig 58 savnede efter branden, som en brandmand søndag i Mail on Sunday kaldte for »dommedags-agtig«.

»En kvinde kom hen til mig, opløst i gråd. Hun råbte til mig, at hendes søn stadig var oppe på 18. etage. Hun tryglede os om at redde ham, og spurgte, hvornår vi ville gøre det. Jeg sagde, at vi ville nå til ham snarest muligt. Jeg prøvede at berolige hende ved at lyve. Fordi jeg vidste, at "snarest muligt" ville være for sent,« siger brandmanden Jon Warnsby, der to gange løb ind i det brændende højhus for at redde folk ud.

Foto: Londons politi/AP

Dette billede er taget fra en video af området lige uden for højhuset og viser dele af bygningen samt rester af interiør, der blæste ned under branden. Foto: AP

Den britiske regering har meddelt, at man vil give de familier, hvis hjem udbrændte, 5.500 pund hver - knap 50.000 kr. - til at leve for. Beslutningen kommer, efter at premierminister Theresa May i weekenden indrømmede, at hjælpen til de berørte familier ikke kom hurtigt nok.

Rester af husholdningsapparater kan ses gennem det, der engang var bygningens vinduer. Foto: AP/Frank Augstein

"Bed for vores lokalsamfund", står der på en mindetavle nær Grenfell Tower. Foto: AP/Alastair Grant

»Jeg har lyttet til bekymringerne og har beordret, at der straks bliver taget hånd om ofrenes familier og om de overlevende,« sagde premierministeren lørdag til pressen.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her