*

Europa

EU-Kommissionen kræver efterforskning af tyrkisk valg

Den tyrkiske folkeafstemning om mere magt til præsidenten møder international kritik.

EU-Kommissionen opfordrer Tyrkiet til at indlede en efterforskning af søndagens folkeafstemning, der gør præsidentembedet langt mere magtfuldt.

Det sker, efter at internationale observatører mandag påpegede, at afstemningen ikke levede op til demokratiske standarder.

- Vi opfordrer alle aktører til at udvise tilbageholdenhed og myndighederne til at iværksætte en gennemsigtig undersøgelse af de påståede uregelmæssigheder, siger kommissionens talsmand, Margaritis Schinas.

Der var to internationale observatørgrupper til stede ved folkeafstemningen.

Det var foruden Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) også 47 observatører fra Europarådets Parlamentariske Forsamling.

- Folkeafstemningen fandt sted i et politisk klima, hvor fundamentale friheder, som er afgørende for en ægte demokratisk proces, blev forhindret som led i undtagelsestilstanden, konkluderer observatørerne.

De noterer blandt andet, at nej-siden har haft svært ved at komme til orde i medierne, og at ja-siden har benyttet sig af statslig indblanding.

Hertil kommer, at optællingen af stemmer blev skæmmet af sene proceduremæssige ændringer, som fjernede vitale sikkerhedsforanstaltninger.

- Vi opfordrer de tyrkiske myndigheder til at overveje de næste skridt meget omhyggeligt og til at søge den bredest mulige nationale konsensus, siger EU-Kommissionens talsmand.

Præsident Recep Tayyip Erdogans sejr blev langt mindre, end han og den tyrkiske regering havde håbet.

Blot 51,4 procent sagde ja til en forfatningsændring, der vil afskaffe premierministerposten og samtidig give præsidentembedet en stribe nye beføjelser.

Tyrkiet er formelt set fortsat kandidat til at blive medlem af EU, men forhandlingerne om optagelse har længe stået stille.

Efter søndagens afstemning erklærede Erdogan, at han vil arbejde for at genindføre dødsstraf. Hvis det sker, vil EU formelt afbryde drøftelserne, fastslår Margaritis Schinas.

- Det er den rødeste af røde linjer. Det vil være et klart signal om, at Tyrkiet ikke ønsker at være medlem af den europæiske familie, siger talsmanden.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Glem guidebogen: Åbn alle sanser og omfavn storbyen på din helt egen måde
Seværdigheder er selvsagt ofte seværdige, men du kan også kaste dig ud i en unik vandring, der er helt din egen, og som ikke kan gennemføres to gange. Kridt skoene og følg med på turen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her