*

Europa

Skotlands politiske førstedamer støder sammen

To andre partiledere – også kvinder – vil yde modstand, når SNP’s Nicola Sturgeon forsøger at få en folkeafstemning godkendt i det skotske parlament.

»Lad os beslutte at give Skotland et valg. Lad denne besked lyde i dag. Skotlands fremtid vil være i Skotlands hænder,« lød opfordringen fra Nicola Sturgeon under SNP's forårskongres i Aberdeen. Foto: Andrew Milligan/AP

ABERDEEN — Går det som forventet, vil de tre kvindelige ledere af Skotlands tre største partier støde sammen i det skotske selvstyreparlament, når der stemmes om et forslag om en ny folkeafstemning om skotsk uafhængighed.

Det skotske parlaments vilje må og skal sejre.
Nicola Sturgeon, formand for SNP og skotsk førsteminister

Det sker i den uge, som vi går ind i mandag, ifølge nationalpartiet SNP, der har regeringsmagten. For selvom den britiske premierminister, Theresa May, har sagt, at skotterne ikke må få en folkeafstemning, mens brexit bliver forhandlet, stopper SNP ikke med at føre sagen frem og har allerede indsamlet 3 mio. kr. til at føre kampagne for.

Og London-regeringen skal ikke nægte skotterne en afstemning, hvis selvstyreparlamentet vedtager en sådan, proklamerede Nicola Sturgeon sidst på dagen lørdag, da hun talte på en SNP-kongres i den skotske by Aberdeen:

»Det skotske parlaments vilje må og skal sejre.«

Som sidste punkt var hendes tale kulminationen på to dages kongres, hvor selvstændighed overskyggede alt og af SNP-medlemmerne blev gjort til en del af snart sagt enhver diskussion. I stedet for blot at kritisere et forhold, f.eks. dørsalgsloven eller togreguleringen, blev det foreslået, at området skulle styres fra Skotland, og ikke fra London, og så ville det blive bedre.

Lederen af Skotsk Labour, Kezia Dugdale, vil i første omgang bekæmpe Sturgeons bestræbelser på at få en ny afstemning om uafhængighed i det skotske parlament. Og derefter? Det må tiden vise. Foto: Jane Barlow

Den skotske konservative leder, Ruth Davidson, understregede søndag til et politisk program på BBC, at »SNP ikke er Skotland«. Foto: Jane Barlow/AP

Således enige om alle goderne ved en løsrivelse var medlemmerne naturligvis begejstrede for Sturgeons selvsikre tale om uafhængighed og om en ny afstemning:

»Lad os beslutte at give Skotland et valg. Lad denne besked lyde i dag. Skotlands fremtid vil være i Skotlands hænder,« sagde Sturgeon.

Hun kom dog også med dystre forudsigelser for de kommende brexit-forhandlinger mellem EU og Storbritannien, hvis Theresa May overfor EU »viser den samme nedladenhed og mangel på fleksibilitet«, som skotterne har mødt.

Folket siger nej

Stærkest modstand i både parlamentet og i en eventuel valgkamp om løsrivelse kommer SNP nok til at få fra de skotske konservative, der er næststørst i selvstyreparlamentet, og som i weekenden sendte partimedlemmer på gaden i flere byer for at agitere mod uafhængighed og en ny afstemning.

Den skotske konservative leder, Ruth Davidson, understregede søndag til et politisk program på BBC, at »SNP ikke er Skotland«, og tilføjede:

»Jeg mener ikke, at man kan have en uafhængighedsafstemning igen, hvis man ikke har offentlighedens samtykke til det, og den skotske befolkning vil ikke have det.«

Det tredjestørste parti, Skotsk Labour, vil også stemme imod, for vælgerne vil skulle beslutte sig uden at kende afgørende »fakta«, f.eks. om Skotland kan få en aftale med EU, som SNP virker overbeviste om. Det betonede den skotske Labour-leder, Kezia Dugdale, søndag til et politisk show på Sky News.

Men hvis afstemningen alligevel kommer, er det uvist, hvad Skotsk Labour vil anbefale folk at stemme:

»Vi vil stemme imod i det skotske parlament, og så må vi se, hvad der sker derefter,« lød det fra Dugdale.

I månedsvis har ingen målinger vist flertal for selvstændighed. Ifølge den seneste, der er fra Sunday Times, står der 44 pct./56 pct. i nejsidens favør. Men debatten ser samtidig ud til at gavne SNP, der i en måling fra YouGov står til fremgang og 51 pct. af kredsstemmerne i Skotland.

Trods modstand fra Labour og Konservative i Skotland forventes SNP at få sit forslag igennem med støtte fra det lille grønne parti. Herefter går sagen ned til London, hvor Theresa Mays konservative har flertal i Underhuset og sandsynligvis vil blokere for en afstemning.

Og så har vi balladen. Ikke mindst fordi SNP ikke vil udelukke, at det så afholder en »vejledende« folkeafstemning, hvilket vil medføre en politisk krise.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her