*

Europa

EU-præsident: Manglende brexit-aftale vil skade briter mest

Storbritannien vil tage slem skade, hvis det ikke lykkes at indgå en brexit-aftale, mener Donald Tusk.

Theresa May og Donald Tusk er langt fra enige om, hvordan det britiske brexit skal gribes an. Foto: Carolyn Kaster/AP

Britiske trusler om at forlade det europæiske samarbejde uden en egentlig aftale gør ikke det mindste indtryk på EU-præsident Donald Tusk.

- Påstande, der i tiltagende grad ligner trusler, om at fraværet af en aftale vil være godt for Storbritannien og dårligt for EU, er nødt til at blive besvaret, siger EU-præsidenten.

Den britiske premierminister, Theresa May, ventes inden udgangen af marts at aktivere den såkaldte artikel 50 i EU's Lissabon-traktat.

Udgangspunktet er, at parterne herefter har to år til at forhandle skilsmissen på plads.

Den britiske leder har imidlertid understreget, at hun ikke alene forbereder sig på en aftale, men også på muligheden for at rejse sig op og gå.

Britisk parlament har godkendt lov til at udløse brexit

Men den retorik gør altså ikke indtryk på EU-præsidenten, der ventes at få en afgørende rolle i forhandlingerne.

- Et scenarie med fraværet af en aftale vil være dårligt for alle, men mest af alt for Storbritannien, fordi det vil efterlade en række emner uløst, siger Donald Tusk onsdag i EU-Parlamentet i Strasbourg.

- Vi vil ikke lade os intimidere af trusler, og jeg kan forsikre om, at de ganske enkelt ikke vil virke.

Theresa Mays regering har lovet det britiske parlament en bindende afstemning om den brexit-aftale, som hun måtte nå frem til.

En sådan afstemning vil dog kun blive holdt, hvis May selv har valgt at acceptere aftalen.

Mange britiske parlamentarikere frygter, at May vil føle sig presset af de stærkeste EU-skeptikere til at afvise selv en temmelig god aftale.

Selv mener May, at EU vil forsøge at spise hende af med en dårligere aftale, hvis forventningen er, at den vil blive godkendt i det britiske parlament.

/ritzau/
Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her