*

Europa

Paris' borgmester Anne Hidalgo bruger Mickey Mouse til at slå tilbage mod Donald Trump

Borgmester Anne Hidalgo er utilfreds med »uforsonlige« kommentarer fra den amerikanske præsident.

Paris' borgmester, Anne Hidalgo. Foto: Michel Euler

Det er trods alt sjældent, at den storørede Disney-tegneseriefigur Mickey Mouse bliver inddraget i en international fejde, der involverer den amerikanske præsident.

Ikke desto mindre er det tilfældet, efter at Anne Hildago, borgmester i den franske hovedstad, Paris, har reageret kraftigt på udtalelser fra præsident Donald Trump.

Trump udtalte fredag, at islamistisk terrorisme er kommet ud af kontrol i lande som Sverige, Tyskland og Frankrig, efter at bl.a. Paris i løbet af de seneste år er blevet ramt af terrorangreb mod satiremagasinet Charlie Hebdo, ligesom flere restauranter, barer og et koncertsted blev ramt i et koordineret angreb i november 2015.

»Paris ikke længere er Paris«, sagde Donald Trump og nævnte, at en af hans venner, Jim, ikke længere tør besøge byen.

Eksemplet blev brugt til at forsvare Donald Trumps midlertidige indrejseforbud rettet mod syv lande, der er vurderet til at udgøre en særlig sikkerhedsrisiko. Kritikere ser det dog som et forsøg på at ramme særligt muslimske statsborgere, da de syv lande har en overvægt af muslimske indbyggere.

Trumps udmelding fik først den franske præsident Francois Hollande til at reagere med både kras kritik og en kæk invitation til Disneyland i Paris.

Nu følger Paris' borgmester op med samme blanding af humor og alvor.

Først lagde hun fredag et billede op på Twitter, hvor hun flankeret af Disney-figurerne Mickey og Minnie Mouse står i Eiffeltårnet.

»Til Donald Trump og hans ven, Jim - i Eiffeltårnet fejrer vi Paris' positive energi og åbenheden sammen med Mickey og Minnie«.

Mandag fulgte hun så op ved at uddybe sine tanker om Donald Trumps udtalelser om Paris.

»Det er meget uforsonlige kommentarer. Som Frankrigs præsident sagde, så er det ikke sådan, store nationer bør tale til hinanden. Ingen påpeger jo, at en stor del af kriminaliteten i USA hænger sammen med det åbne salg af våben, der samtidig kræver masser af liv,« sagde hun under et besøg i Tokyo ifølge The Guardian.

Under besøget i Japan skal hun i øvrigt forsøge at få flere af landets turister til at besøge Paris. Netop turisme har været en udfordring for Paris efter de seneste års terrorangreb.

Donald Trump: »Tag et kig på Nice og Paris. Det kan vi ikke lade ske for os«

En rapport fra Paris' Turistkomité viste for nylig, at Paris sidste år mistede næsten 10 milliarder kroner på turisme sidste år, blandt andet fordi hotellerne havde markant færre overnattende end i 2015.

Blandt andet faldt andelen af japanske turister med næsten 50 pct. i forhold til året før. Nu er der dog bedring på vej, lyder det fra Anne Hidalgo.

»Der har været op til 80 pct. flere bookinger fra japanske turister i årets første to måneder i forhold til sidste år. Der er rigtig gode nyheder,« siger hun ifølge The Guardian.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Den franske hovedstad Paris blev fredag den 13. november 2015 ramt af en række blodige terrorangreb.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her