*

Europa

Efter brexit og Trump vil eliten fordele velstanden bedre

Globaliseringens tabere skal hjælpes med højere lønninger, lavere skatter og måske mere velfærd, lyder de nye toner.

Den britiske premierminister, Theresa May, vil skabe et samfund, der gavner »de mange, ikke de få«. Foto: Polfoto

LONDON — Nu begynder man at se elitens svar på den utilfredshed, som Donald Trump-sejren i USA og brexit-afstemningen i Storbritannien er udtryk for.

Både i regeringer og i internationale organisationer som OECD og World Economic Forum er der et stigende fokus på ulighed og på, at væksten skal bredes ud til de grupper, der har tabt på globaliseringen, f.eks. fordi deres løn er stagneret, eller fordi deres job er flyttet til udlandet.

Hos store dele af den globale elite er tankegangen, at der med skattelettelser, nye arbejdspladser, bedre mindstelønninger eller måske endda velfærdsydelser skal gøres noget for underklassen og den trængte middelklasse.

»Det er tid til at indse, at de gamle tilgange ikke dur længere,« lød det i sidste uge fra den canadiske premierminister, Justin Trudeau.

Direktøren for Den Internationale Valutafond, Christine Lagarde, taler også for en politik, der fordeler velstanden mere ligeligt, og »det vil sandsynligvis betyde mere omfordeling, end vi har i øjeblikket«, sagde hun i januar.

Den britiske premierminister, Theresa May, har i lyset af brexit gjort det til sin største, indenrigspolitiske opgave at skabe et samfund, der gavner »de mange, ikke de få«. Bl.a. skal en ny industristrategi udbrede væksten til de gamle industriområder i Nordengland.

I Tyskland kritiserer socialdemokraternes kanslerkandidat, Martin Schulz, »neoliberalismen«, og han vil gøre op med nogle af de store reformer, som partifællen Gerhard Schröder gennemførte, og som bl.a. skabte meget lavtlønnede jobtyper.

Tendensen bygger videre på tanker, der allerede spirede, før vælgerne med brexit og Trump gik imod det politiske establishment. Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den borgerlige tænketank Cepos, forklarer:

»Det var allerede i gang, men det er blevet forstærket af Trump og brexit. Og når organisationerne bakker op om det, så er det blandt andet, fordi de er politisk styrede, og fordi det er politisk korrekt at sige, at man vil bekæmpe ulighed,« siger han, der på linje med andre iagttagere er skeptisk over for, om den nye retorik kommer til at medføre reelle forandringer.

Følg
Jyllands-Posten
SE OGSÅ
IMF
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
TV
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her