*

Europa

Er Eiffeltårnet på vej til at miste sin charme?

Paris' vartegn vil fremover blive buret inde bag en skudsikker glasvæg.

Sikkerheden omkring Eiffeltårnet i Paris har de seneste år været stor på grund af truslen for terror. Nu lægger byen op til at bygge en permanent 2,5 meter høj skudsikker glasvæg rundt om hele monumentet. Foto: Kamil Zihnioglu/AP.

PARIS

Eiffeltårnet er én af verdens allerstørste turistattraktioner og Paris’ varemærke nummer ét. Men risikerer det store symbolske monument nu at miste lidt af sin charme?

Det spørgsmål er dukket op til overfladen, efter at avisen Le Parisien torsdag kan fortælle, at den berømte, franske attraktion fremover vil blive »muret inde« bag en 2,5 meter høj skudsikker glasmur.

Glasmuren er en del af planerne om flere permanente sikkerhedsforanstaltninger rundt om den store turistmagnet.

Også en del af haven, som ligger ved foden af det 320 meter høje tårn, vil blive indhegnet, og alt i alt vil der blive brugt knap 150 mio. kr. (20 mio. euro) på de nye sikkerhedstiltag, som skal være med til at sikre den historiske bygning og ikke mindst de mange mio. af besøgende.

»Der er et behov for sikkerhed, men det gør det også muligt at binde pladsen neden for monumentet og haverne mere sammen«, siger Paris’ viceborgmester med ansvar for turisme, Jean-Francois Martins, til Le Parisien.

Siden EM i fodbold i sommeren 2016 har store metalbarrierer for foden af Eiffeltårnet været et gængs syn. Under fodboldmesterskaberne var det nemlig her, at tusindvis af fodboldfans samlede sig for at se de mange fodboldkampe.

I takt med den stadig stigende terrortrussel har man altså nu besluttet at gøre indhegningen mere permanent.

Gaudillère Bernard, som er formand for det firma, der styrer driften af Eiffeltårnet, oplyser til det parisiske bystyre, at den 2,5 meter høje glasvæg vil se dagens lys inden efteråret 2017.

Gæsterne vil stadig kunne færdes frit under det store tårn, selvom de altså nu skal ind på den anden side af en høj glasmur.

Eiffeltårnet blev bygget i 1889 i forbindelse med, at den franske hovedstad husede verdensudstillingen. Det var egentlig meningen, at den kæmpemæssige jerngitter-konstruktion skulle rives ned igen 20 år efter, men det blev der sat en stopper for.

I 2014 fejrede Eiffeltårnet 125 års jubilæum. I den forbindelse undergik tårnet en større renovering og modernisering, hvor blandt andet et gennemsigtigt glasgulv blev installeret på tårnets første niveau, så gæsterne kan kigge ned gennem tårnet, 57 meter over jorden.

Ca. syv mio. mennesker lægger hvert år vejen forbi Eiffeltårnet, hvilket gør det til et af de mest velbesøgte turistattraktioner i hele verden.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Om temaet

Den franske hovedstad Paris blev fredag den 13. november 2015 ramt af en række blodige terrorangreb.

Annonce
Redaktionen anbefaler
Mere
Annonce
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her