*

Europa

Erdogan til tyskerne: »I modtager og huser terrorister, men lader parlamentets næstformand vente i timevis«

Erdogan kræver konsekvenser eller gengældelse, efter at tyrkisk politiker måtte vente i tysk lufthavn.

Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, er stærkt utilfreds med tysk politis behandling af den tyrkiske politiker, Aysenur Bahcekapili (th.). Foto: Kayhan Ozer/APArkivfoto: Burhan Ozbilici/AP

Den tyske ambassadør i Tyrkiet, Martin Erdmann, må efterhånden være vant til det.

I løbet af det seneste års tid er han nemlig blevet indkaldt til kammeratlige samtaler i det tyrkiske udenrigsministerium adskillige gange. Senest skete det ifølge det tyrkiske medie Hürriyet Daily News onsdag.

Denne gang var anledningen, at det tyrkiske parlamentsmedlem for regeringspartiet AKP Aysenur Bahcekapili, som i øvrigt også er næstformand for parlamentet, blev tilbageholdt i lufthavnen i Köln/Bonn.

Ny diplomatisk krise? Tyrkerne strømmer til Tyskland

Den 62-årige politiker havde i løbet af sit ophold i Köln fået sit diplomatpas stjålet og var i stedet blevet udstyret med et midlertidigt pas fra det tyrkiske konsulat. Dette pas viste dog ikke hendes diplomatstatus og var heller ikke stemplet med et visum, og derfor blev hun tilbageholdt, mens politiet undersøgte sagen.   

Efter 45 minutter fik hun lov at rejse videre, men forinden var hun efter eget udsagn blevet dårligt behandlet og havde måttet vente i et lokale med illegale indvandrere, fortæller hun til det statslige, tyrkiske nyhedsbureau Anadolu.

»Jeg var ved at sprænges af vrede. "Er det jeres EU? Vi vil ikke have sådan et EU," råbte jeg. Politiet truede os til at tie stille. Først da fik vi lov til at gå om bord på flyet,« siger Aysenur Bahcekapili til Hürriyet Daily News.

Tysk politi har over for flere medier bekræftet, at politikeren blev tilbageholdt i 45 minutter. Fra det tyske udenrigsministeriums side har man blot villet bekræfte, at ambassadøren var blevet inviteret til en snak om en »konsulær sag« og altså ikke indkaldt.

Men den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, er knap så diplomatisk i sine udtalelser om sagen.

»I tager imod terrorister og huser dem, men I lader næstformanden for dette lands parlament vente i timevis i lufthavnen. Burde vi ikke gøre det samme mod dem? Og så kalder de Erdogan en diktator,« sagde han ifølge Hürriyet Daily News i en tale.

Her krævede han, at episoden skulle have konsekvenser for de involverede betjente, ellers vil Tyrkiet blive nødt til »at gøre gengæld.«

Udenrigsminister: Tyrkiet bruger samme metoder som naziststyret

Tyrkiet og Tyskland er mildest talt gået skævt af hinanden siden marts, da tv-værten og komikeren Jan Böhmermann læste et smædedigt om den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, højt på tv .

Det gjorde præsidenten så vred, at han lagde sag an ved flere retsinstanser -  for det meste uden den store succes.

Dernæst vedtog det tyske parlament i juni at anerkende osmannernes drab på armeniere i 1915 som et folkedrab. Også det fik de tyrkiske følelser i kog. Landets justitsminister, Bekir Bozdag, henledte således opmærksomheden på Tysklands eget folkedrab under Anden Verdenskrig.

»Først brænder du jøderne i ovne, og så anklager du det tyrkiske folk for folkedrab,« sagde han.

Efter kupforsøget mod Erdogan i juli har Tyrkiet forsøgt at få de tyske myndigheder til at udlevere personer, som, man mener, er Gülen-tilhængere, men hidtil uden held. Det har fået Erdogan til at kalde Tyskland et fristed for terrorister.

Ifølge tal fra 2015 bor der 1,5 mio. tyrkiske statsborgere i Tyskland.

Følg
Jyllands-Posten
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
TV anbefaler
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her