*

Europa

Belgisk mindeceremoni aflyst efter bøn fra minister

Politiet har nok at gøre med efterforskningen af ugens terrorangreb - nu er mindeceremonien blevet aflyst af sikkerhedshensyn.

Søndag kl. 14 skulle der i Bruxelles være afholdt et arrangement, hvor ofrene for tirsdagens terrorangreb bliver mindet, og befolkningen kan vise, at man står sammen mod terroristerne.

Arrangementet »en march mod frygten«, som blev til på initiativ fra en gruppe borgere, er imidlertid blevet aflyst, efter at både Belgiens indenrigsminister og Bruxelles' borgmester har opfordret til, at folk bliver væk fra begivenheden.

Indenrigsminister Jan Jambon og borgmester Yvan Mayeur har lørdag eftermiddag bedt folk om at lade være med at gå på gaden søndag af sikkerhedshensyn. Politiet har begrænsede ressourcer, som er bedre brugt andensteds, lyder budskabet.

Listen med navne vokser: Her er dødsofrene fra Bruxelles

»Vi appellerer til, at folk ikke demonstrerer i morgen. Det skyldes politiets begrænsede kapacitet og fokuset på den pågående efterforskning,« siger de to politikere ifølge Le Soir på et pressemøde.

Borgmesteren og ministeren forstår dog befolkningens ønske om at vise støtte, men håber, »at de planlagte begivenheder kan blive udskudt i nogle uger.«

Hverken ministeren eller borgmesteren ønskede formelt at aflyse ceremonien, men nu har arrangørerne selv bestemt at gøre det.

»Vi forstår fuldt ud myndighedernes forslag om at udskyde arrangementet til en senere dato. Vi beder derfor Bruxelles' borgere om ikke at komme i morgen,« skriver arrangørerne på arrangementets Facebook-side.

Det står ikke klart, hvor længe arrangørerne, Jan Jambon og Yvan Mayeur ønsker at udskyde støttemarchen, som efter planen skulle begynde på Place de la Bourse og slutte på banegården Gare du Nord.

Arrangementet "March mod frygten" har på få dage samlet flere tusinde støtter. Screenshot fra Facebook
Det var på forhånd blevet varslet, at der ville blive foretaget omfattende sikkerhedstjek af de fremmødte, og at det ikke ville være tilladt at have tasker eller poser med på Place de la Bourse.

Knap 6.000 mennesker har på Facebook tilkendegivet, at de vil deltage. Det var planlagt, at der inden marchens begyndelse ville blive holdt et minuts stilhed for ofrene, og at vidner til angrebene ville holde tale.

"Fayçal C." og "Aboubakar A." er blevet sigtet for terrordrab

31 mennesker blev dræbt og mindst 270 personer blev såret i angrebene, der fandt sted i Bruxelles' internationale lufthavn såvel som ved en metrostation.

Den belgiske anklagemyndighed har lørdag sigtet to mænd, som torsdag blev anholdt i Bruxelles, for medvirken til terror og drab.

Anklagemyndigheden har navngivet de to mænd "Aboubakar A." og den anden "Fayçal C.", og mændene er sigtet for at være »involveret i terrorgrupper, terrordrab og forsøg på terrordrab«.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her