*

Europa

Breiviks advokat: Afsoningen må ikke være værre end dødsstraf

Norge har et stort ansvar for, at Breiviks afsoningsforhold ikke er værre end dødsstraf.

Anders Behring Breivik har lagt sag an mod den norske stat, som han mener krænker hans menneskerettigheder Foto: Lise Aserud/AP

Siden Anders Behring Breivik blev arresteret efter at have dræbt 77 personer i to terrorangreb, har han siddet i isolation.

Fra den 22. juli 2011 og til i dag har den nu 37-årige massemorder således været indespærret under særligt højt sikkerhedsniveau.

Nok har han haft tre celler til sin rådighed, kontakt med fængselspersonalet og besøg fra advokater, præsten samt en besøgsven, men i bund og grund er han isoleret.

Det fastslog terroristens forsvarer, Øystein Storrvik, i sin fremlæggelse tirsdag formiddag.

Live-tv fra retten. Artiklen fortsætter under videoafspilleren.

»Er man ikke sammen med andre, er man isoleret, uanset hvor mange vogtere man måtte møde i løbet af en dag,« lød det.

Breivik har lagt sag an mod den norske stat, som han mener krænker hans menneskerettigheder. Der er ifølge Breivik tale om brud på den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 3, som omhandler nedværdigende og umenneskelig behandling, samt artikel 8, som drejer sig om respekt for privat- og familieliv.

Kan man krænke en massemorders menneskerettigheder?

Tirsdag indledtes sagen i Skien fængsel, som har afsat sin gymnastiksal til formålet, og her valgte Breivik, som ved terrorsagen i 2012, at benytte lejligheden til at hæve armen i en nazihilsen, idet håndjernene blev fjernet. Modsat i 2012 var det denne gang ikke med knyttet hånd.

Artiklen fortsætter under videoen.

Advokat Øystein Storrvik gik derefter i gang med at fremlægge sine påstande for, hvorfor Breiviks menneskerettigheder er krænket.

Det skyldes kort fortalt den langvarige isolation, de mange nøgenvisiteringer, overdreven brug af håndjern, streng brev- og telefonkontrol.  Det blev samtidig bemærket, at alle besøg, med undtagelse af et besøg fra moderen i 2013, kort før hun døde af kræft, foregår gennem en glasvæg.

OVERBLIK: Anders Behring Breiviks sag mod staten

»Det er helt klart, at det, som Breivik er dømt for, udfordrer minimumsstandarderne. På nogle punkter har man bevæget sig helt ud på grænsen af, hvad konventionen tillader. På nogle punkter mener vi, at der er helt klare brud,« sagde Storvik, som tilføjede, at artiklerne ikke er afhængige af forbrydelsens alvor.

Samtidig mener han, at isolationsfængslingen er blevet brugt som tillægsstraf. Og man har ikke gjort nok for at forhindre såkaldte isolationsskader.

»Når et land ikke har dødsstraf, så er der er klart krav om at give afsoningen et indhold, så man ikke får et værre alternativ, end dødsstraf ville have været . Det er en vigtig baggrund for sagen, for det er et stort ansvar, en stat påtager sig, når man vælger ikke at have dødsstraf, og der må man give afsoningen et minimum af indhold,« lød det.

Breivik heilede under retssag

Anders Behring Breivik valgte allerede i 2013 at anmelde Ila fængslets ledelse samt daværende justitsminister Grete Faremo for torturlignende afsoningsforhold. Sagen blev dog henlagt.

Breivik afsonede indtil 2013 i Ila fængsel, og ifølge fængslets egne optegnelser blev der i 2011 gennemført 117 nøgenvisiteringer. Breivik hævder dog, at han er blevet udsat for flere end 800 undersøgelser uden tøj på.

»Hvorfor i så stort omfang når man ikke har fundet noget nogen af gangene?« spurgte Storrvik, som tilføjede, at Breivik også blev udsat for rutinemæssige natlige celleinspektioner.

Han understregede desuden, at en psykiater tidligere har vurderet, at der ikke er nogen grund til, at Breivik skal mødes med sin besøgsven gennem en glasvæg, ligesom hun har opfordret til, at man indførte såkaldte isolationshæmmende tiltag, som ikke er blevet gennemført. 

Endelig lød det også, at den 37-årige ikke på noget tidspunkt har overtrådt reglerne.

Siden 2013 har Breivik med visse afbrydelser afsonet i Skien fængsel. Og ifølge Storrvik kunne man allerede i oktober 2011 se tegn på isloationsskader.

I august 2015 lød det ifølge Storrvik i en beskrivelse fra Skien fængsel: »Der er kommet indikationer på, at indsatte kan have isolationsskader: Han blander ting sammen og glemmer i højere grad end før.«

Staten afviser, at Breiviks menneskerettigheder er krænket og henviser til, at tiltagene har været nødvendige, samt at man har forsøgt at tilbyde Breivik aktiviteter, men at han har afslået flere forslag.

Sagen fortsætter til og med fredag.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her