*

Europa

Løkke: Bedst hvis alle flygtninge returneres til Tyrkiet

EU håber at få den tyrkiske regeringschef til at gøre en langt større indsats for at dæmpe tilstrømningen til Grækenland.

Lars Løkke Rasmussen ankommer til topmødet i Bruxelles. Foto: Francois Walschaerts/AP

Bruxelles

Statsminister Lars Løkke Rasmussen så gerne, at alle flygtninge og migranter, der ankommer til græske øer og det seneste år har skabt en kaotisk trafik igennem Europa, kunne sendes tilbage til Tyrkiet.

Det siger han på vej ind til et topmøde mellem EU’s 28 stats- og regeringschefer og Tyrkiets premierminister Ahmet Davutoglu i Bruxelles mandag om flygtningekrisen.

EU håber at få den tyrkiske regeringschef til at gøre en langt større indsats for at dæmpe tilstrømningen til Grækenland, fordi EU Tyrkiet handlingsplanen indgået i november endnu ikke har haft den ønskede effekt.

»Noget af det, som vi gerne vil have en garanti for, det er, at i det mindste økonomiske migranter – altså folk som helt objektivt ikke har noget beskyttelsesbehov og som kommer til Grækenland – kan returneres til Tyrkiet,« siger Lars Løkke Rasmussen.

»Endnu bedre ville det være, hvis man kunne returnere alle til Tyrkiet, sådan at hele spørgsmålet om, hvordan man bliver flygtning i Europa ikke beroede på, hvem der har penge til at købe en menneskesmugler, men var noget, der foregik mere ordentligt.«

EU og Tyrkiet tæt på aftale: Migranter skal returneres

Forud for mødet har det ligget i kortene, at der på topmødet ville lande en aftale om, at alle med undtagelse af syrere, der ankom til græske øer, kunne returneres til Tyrkiet, hvis de ikke ville søge om asyl i Grækenland.

Forhandlingerne er imidlertid stadig i gang. Ifølge EU-kilder tales der nu også om en aftale, som ville betyde, at alle – herunder også syrere - kan returneres til Tyrkiet mod at EU-lande til gengæld laver en genbosættelses-aftale af syriske flygtninge direkte fra Tyrkiet. Det er noget, som særligt Tyskland presser på for.

Tyrkiet: Vi vil hjælpe i migrationskrisen - og med i EU

På vej ind til mødet var den tyske forbundskansler Angela Merkel dog afdæmpet i sine forventninger til et gennembrud på dette. Hun sagde, at Tyskland ønsker at se tilstrømningen dæmpet:

»Ikke for nogle lande, men for alle lande, herunder også Grækenland,« sagde Merkel.

EU’s fælles tilgang »kan ikke handle om at lukke noget,« fortsatte hun.

Bemærkningen har skabt tvivl om, om der er opbakning til en fælles konklusion fra topmødet om, at flygtningeruten via Vestbalkan »nu er lukket,« sådan som der har været lagt op til.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her