*

Europa

»Hvis forbundsdagen havde en øvre grænse for dumhed, ville fru Steinbach være blevet afvist«

Man kan ikke være ordfører for menneskerettigheder og humanitær hjælp, når man ytrer sig som Erika Steinbach fra CDU, mener flere politikere.

Erika Steinbach er blevet udsat for heftig kritik efter et tweet. Foto: Achim Melde/Deutscher Bundestag

Et blond, krølhåret barn står alene, omringet af, hvad der tilsyneladende er indere, som kigger nysgerrigt på den lille.

På billedet står: »Hvor kommer du så fra?«, mens teksten over fotoet lyder: »Tyskland 2030,« underforstået, at de etniske tyskere vil være en sjældenhed om 14 år.

Lørdag valgte den 72-årige CDU-politiker Erika Steinbach at lægge ovenstående billede og tekst ud på sin Twitter-profil, og så brød stormen løs.

»Kære @SteinbachErika, da jeg ikke ønsker at bruge bandeord igen, siger jeg intet til dit seneste tweet,« skrev generalsekretæren i CDU, Peter Tauber, på det sociale medie.

En anden partikollega, ministerpræsidenten i Sachsen-Anhalten Reiner Haseloff, tog ligeledes afstand fra kommentaren, som han over for ZDF kaldte noget »totalt vrøvl«, og næstformanden i SPD, Ralf Stegner, langede ud efter politikeren på Twitter:

»Hvis forbundsdagen havde en øvre grænse for dumhed, ville fru Steinbach være blevet afvist ved grænsen til rigsdagsbygningen,« lød det med henvisning til de lande, som netop har sat en øvre grænse for, hvor mange asylansøgere, de vil modtage over en kortere eller længere periode.

De Grønne mente, at kommentaren var racistisk og placerede CDU-politikeren i bås med det højrenationale parti Alternative für Deutschland samt den islamkritiske bevægelse Pegida.

Selv ærkebiskoppen i Köln, kardinal Rainer Maria Woelki, fandt det nødvendigt at komme med en holdning i sagen. Han udtalte, at Steinbachs kommentar fører til splittelse og »nærer angsten.«

At Steinbach er politisk ordfører for menneskerettigheder og humanitær hjælp gør det ikke bedre, lyder det fra både ærkebiskoppen og politiske modstandere, som kræver konsekvenser.

»Når Steinbach ikke viser nogen form for indsigt, må CDU vise hende den røde linje,« siger Volker Beck fra De Grønne ifølge flere tyske medier.

Også hos regeringspartiet SPD mener man, at Erika Steinbach bør se sig om efter et nyt job.

»SteinbachErika kan umuligt fortsætte som ordfører for menneskerettigheder og humanitær hjælp i CDU/CSU,« skriver Ulrich Kelber fra SPD på Twitter.

Personen i orkanens øje er tyet til Twitter adskillige gange i løbet af de seneste par dage. Til kardinalen lød det f.eks.:

»En kardinal bør kunne tænke logisk. Menneskene på billedet er ikke målet, det er indvandringspolitikken.«

Og over for avisen Bild afviser Erika Steinbach, at billedet på nogen måde skulle være aggressivt og fastholder, at det blot viser et problem.

»I storbyer findes der allerede en signifikant andel af ikke-tyskere,« siger hun. 

Folk jublede og spærrede vejen for brandfolkene, da asylcenter brændte

Det er dog ikke første gang, at Erika Steinbach udtrykker sig kontroversielt på Twitter.

I september sidste år delte hun et billede af maskerede og stenkastende unge mænd og skrev ironisk herunder:

»Utroligt! Ungarn lader ikke fredelige flygtninge komme ind i landet,« med henvisning til Ungarns grænsehegn.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International

Nu hælder briterne til at blive

Ifølge flere meningsmålinger daler sandsynligheden for en britisk udmeldelse af EU ved folkeafstemningen i juni. Men institutterne er berygtet for at tage fejl, og de tegner ikke et entydigt billede.
Analyse
Annonce
Sådan bliver din cykelferie en succes
Hvilken cykel er bedst, og hvad skal jeg egentlig pakke ned i tasken? Få her rådene til, hvordan du forbereder dig på din cykelferie. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her