*

Europa

Storbritannien er under pres inden topmøde: Krav fra Polen og Ungarn kan blokere for en EU-aftale

I denne uge skal EU's ledere forhandle den aftale færdig, som skal sørge for, at briterne bliver i EU. Men østlandene finder særligt ét punkt problematisk.

Ungarns premierminister Viktor Orban (t.v.) er kritisk over for briternes krav om færre velfærdsydelser til andre EU-borgere. Her ses han med Det Europæiske Råds formand Donald Tusk. Foto: Virginia Mayo/AP

Om få dage står Storbritanniens premierminister David Cameron efter alt at dømme med en aftale i hånden fra EU, som giver Storbritannien nogle særligt gunstige vilkår i EU-samarbejdet.

Aftalen ventes at falde på plads, når EU's udenrigsministre sidst på ugen mødes til et topmøde, hvor de sidste punkter skal diskuteres. Derefter kan David Cameron rejse hjem og give briterne en dato for, hvornår de skal stemme om at træde ud af EU eller blive i samarbejdet. Afstemningen kan, hvis en aftale med EU falder på plads i denne uge, allerede blive gennemført til sommer.

Men der er stadig nogle kanter, der skal slibes af, inden aftalen ligger parat.

»Der er ikke nogen aftale endnu. Der er et udkast, der er mange ubekendte, og vi har nogle forhandlinger, der fortsætter hele ugen,« siger Storbritanniens udenrigsminister Philip Hammond til BBC og tilføjer, at han forventer, at nogle af aftalens punkter vil falde på plads på torsdag, når topmødet begynder.

En af de nævnte ubekendte er fordelingen af de britiske velfærdsydelser som f.eks. børnechecken. Storbritannien ønsker at lave en aftale med EU, som gør det muligt at skære i de sociale ydelser til andre EU-borgere, f.eks. folk fra østlandene, der kommer til Storbritannien for at arbejde.

Mandag skal statsledere fra Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet mødes for at finde ud af, hvad man mener om det britiske aftale-udkast, og hvad man vil stille af krav til den endelige aftale.

Hvis parterne ikke kan blive enige om, hvordan man skal opfylde både Østeuropas og Storbritanniens ønsker til en aftale, vil der ifølge The Guardian sandsynligvis blive holdt endnu et topmøde i begyndelsen af marts.

Løkke håber på britisk ja efter EU-aftale

Både Ungarns premierminister Viktor Orban og Polens premierminister Beata Szydlo har tidligere givet udtryk for, at man ikke vil give andre EU-lande lov til at forskelsbehandle østeuropæiske borgere, fordi det udfordrer den frie bevægelighed inden for EU.

»Det ville være forkert at lave regler, som diskriminerer borgere, der ankommer til Storbritannien fra Centraleuropa,« lød det i sidste uge ifølge Politico fra Viktor Orbán, som finder netop begrænsninger af velfærdsydelser »svære at acceptere«.

De to statsoverhoveder har desuden gjort klart, at hvis andre EU-lande skulle ønske at begrænse visse EU-borgeres ret til velfærdsydelser, som det bl.a. har været diskuteret i Danmark, vil Polen og Ungarn nægte at gå med til det.

De britiske meningsmålingsinstitutter er stærkt uenige om, hvorvidt befolkningen hælder til at forlade eller blive i EU. I sidste uge viste en opsummerende måling, som lægger resultater fra alle andre meningsmålinger sammen, at 51 pct. af vælgerne hælder til at blive i EU, mens 49 pct. vil ud.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her