*

Europa

Grundlægger af tysk højrefløjsparti om sit tidligere parti: Umenneskeligt og væmmeligt

Grundlæggeren af Alternative für Deutschland er rystet over sit tidligere parti, men mange vælgere elsker det.

Bernd Lucke blev i juli forkastet som partiformand i Alternative für Deutschland. I stedet tog Frauke Petry (th.) over. Arkivfoto: Federico Gambarini/AP

Meget har ændret sig, siden Alternative für Deutschland (AfD) i 2013 blev grundlagt af bl.a. økonomen og det tidligere CDU-medlem Bernd Lucke.

Således var det første hovedbudskab, at det skulle være slut med at give euroen kunstigt åndedræt, og at alle eurozonelande frit skulle kunne forlade den fælles valuta. Partiet positionerede sig således først og fremmest som et EU- og eurokritisk parti.

Men nu hedder partilederen ikke længere Lucke. Han måtte forlade partiet i juli efter et internt opgør om AfD's linje, som med tiden er blevet stadigt mere indvandringskritisk.

Tysk partileder: Skyd illegale migranter ved grænsen

Eksempelvis bakkede flere partimedlemmer op om den islamkritiske bevægelse Pegida, og senest blev den nye partiformand Frauke Petry citeret for at sige til avisen Mannheimer Morgen, at politiets folk ved den østrigsk-tyske grænse i yderste tilfælde bør bruge skydevåben mod migranter, der forsøger at komme illegalt ind i Tyskland.

Det afstedkom voldsom kritik, hvilket også skete, da et AfD-medlem føjede til, at også kvinder og børn skulle forhindres vej over grænsen med skydevåben, mens et tredje medlem i december kom med udtalelser, der blev kaldt racistiske.

Professor Hans-Olaf Henkel, som ligeledes var med til at grundlægge partiet og nu også er gået i protest, har tidligere udtalt, at han er bekymret over, at han har været med til at skabe »et monster.« Og nu stemmer Bernd Lucke i.

»AfD's håndtering af flygtninge er inhuman, umenneskelig og uudholdelig,« siger han i et interview med avisen Augsburger Allgemeine.

Tysk politiker: Vi bør forhindre indvandring fra Mellemøsten

Bernd Lucke har siden sin afgang fra AfD grundlagt et nyt parti, Allianz für Fortschritt und Aufbruch (Alfa), og tilføjer, at de seneste ytringer fra AfD har fået ham til at lukke døren til Alfa for eventuelle frafaldne AfD-medlemmer.

»Det smerter mig dybt, hvad der er kommet ud af AfD. Jeg havde ikke forventet denne radikalisering,« lyder det fra Lucke, som kalder partiets politik »væmmelig.«

På nuværende tidspunkt har Alternative für Deutschland dog ikke noget problem hos medlemmerne eller hos mange vælgere. Således står partiet i den seneste meningsmåling til at få 12 pct. af stemmerne, hvis der var forbundsvalg i dag.

I store dele af det øvrige politiske landskab er man dog ikke begejstret for AfD, og flere SPD-politikere har nægtet at deltage i tv-debatter med partiet op til tre delstatsvalg den 13. marts.

Følg
Jyllands-Posten
Annonce
Annonce
Forsiden lige nu
Annonce
Annonce
Annonce
International
Analyse
Annonce
Bolig
Pep haven op i decembermørket
Når mørket, kulden og de korte dage for alvor sætter ind, sættes havelivet på standby. Men lad julemåneden være en anledning til at sprede planteglæde og farve helt tæt på boligen. 
Se flere

Jyllands-Posten anvender cookies til at huske dine indstillinger, statistik og målrette annoncer. Når du fortsætter med at bruge websitet, accepterer du samtidig brugen af cookies. Læs mere om vores brug her